NÅR DET SER UD SOM OM DIT BARN ”IKKE VIL”

– OM MENING, BELASTNING OG INTEGRITET

Denne tekst tager afsæt i centrale pointer fra Hanne De Jaegher’s arbejde med autisme som en anderledes måde at skabe mening på. Det er ikke en gengivelse af forskningen, men en oversættelse til hverdagen – der, hvor det mærkes, når et barn ikke kan det, vi håber eller forventer.

NÅR VI KOMMER TIL AT FORSTÅ DET SOM VILJE

Mange forældre står i situationer, hvor deres barn ikke vil samarbejde. Det kan være i overgange, ved sengetid, i skoleafleveringer eller i helt almindelige daglige rutiner. Og det kan være svært ikke at forstå det som et spørgsmål om vilje. For barnet kan måske godt i nogle situationer, men ikke i andre. Nogle gange kan det hele glide, og andre gange går det fuldstændig i stå.

Jeg tænker, det er her, vi let kommer til at lægge forklaringen det forkerte sted. For det, der ligner et valg, er ofte en forskel i, hvor meget barnet er belastet, og hvor meget mening det kan skabe i situationen. Det er ikke stabilt. Det skifter med kontekst, energi, krav og relation.

Når vi begynder at få øje på det, bliver det også tydeligt, hvorfor det ikke hjælper at skrue op for kravene de dage, hvor barnet “burde kunne”. For det er netop de dage, hvor noget i forvejen er på kanten.

MENING ER NOGET, DER SKAL HÆNGE SAMMEN INDENI

Noget af det, De Jaegher peger på, er, at mening ikke kun handler om at forstå med hovedet. Det handler om at kunne være i det med hele sit system.

For mange børn – og i særlig grad autistiske børn – er der en tæt kobling mellem sansning, tempo og mulighed for deltagelse. Hvis noget bliver for uforudsigeligt, for intenst eller for komplekst, kan det stoppe med at give mening, også selvom det udefra ser enkelt ud.

Det betyder, at et barn godt kan forstå, hvad der skal ske, og samtidig ikke kunne være i det. Og det er en vigtig skelnen. For når vi overser den, kommer vi til at forklare noget, barnet allerede ved, i stedet for at hjælpe barnet med det, der faktisk er svært.

NÅR MENINGEN BRYDER SAMMEN, FORSVINDER SAMARBEJDET

Når et barn mister grebet om mening, mister det samtidig muligheden for at samarbejde. Det er ikke et valg, det træffer. Det er noget, der sker.

Det kan vise sig som tydelig modstand, hvor barnet siger nej, råber eller kæmper imod. Det kan også vise sig mere stille, hvor barnet trækker sig, lukker ned eller glider ud af situationen.

Nogle børn forsøger at tage kontrol over situationen for at skabe forudsigelighed. Andre opgiver helt.

Hvis vi kun ser på det, der sker udenpå, kan det ligne mange forskellige ting. Men hvis vi ser på det som et sammenbrud i meningsdannelsen, begynder det at give en anden form for sammenhæng.

KROPPEN SIGER DET FØR ORDENE

Noget af det, der kan gøre det svært som forælder, er, at barnet sjældent kan forklare, hvad der sker. Ofte sker det hele meget hurtigt, og barnet er selv lige så overrasket over sin reaktion.

Det skyldes, at kroppen reagerer før sproget. Sansning, tempo og belastning påvirker nervesystemet direkte, og når det bliver for meget, lukker muligheden for refleksion ned.

Det er derfor, forklaringer og gode intentioner ofte ikke virker i situationen. Ikke fordi barnet ikke vil lytte, men fordi det ikke kan bruge det på det tidspunkt.

Det betyder også, at noget af det vigtigste arbejde ligger i at opdage det tidligere. De små tegn på, at noget er ved at blive for meget. Det kan være uro, ændringer i stemme, modvilje, langsommere tempo eller små forsøg på at trække sig.

MODSTAND SOM ET FORSØG PÅ AT BEVARE SIG SELV

Jeg tænker, det er afgørende, hvordan vi forstår modstand. For det er ofte dér, relationen bliver presset.

Hvis vi forstår modstand som noget, der skal overvindes, kommer vi let til at øge presset. Vi forklarer mere, holder fast, insisterer. Og nogle gange lykkes det. Barnet gør det, der bliver sagt.

Men hvis det sker på bekostning af barnets oplevelse af sammenhæng, så er det en kortsigtet løsning.

Hvis vi i stedet forstår modstand som et forsøg på at bevare integritet, ændrer det vores blik. Så bliver modstanden ikke problemet i sig selv. Den bliver et signal om, at noget er ved at blive for meget.

Det betyder ikke, at barnet skal slippe for alt. Men det betyder, at vi skal være opmærksomme på, hvad det koster barnet at gennemføre.

BELASTNING ER IKKE ALTID SYNLIG

Noget af det, der gør det her svært, er, at belastning ikke altid kan ses udefra. Et barn kan have været igennem mange små ting i løbet af en dag, som hver især ikke ser ud af meget, men som tilsammen fylder.

Det kan være lyde, sociale krav, skift, forventninger, indtryk eller bare det at skulle holde sig sammen.

Når barnet så reagerer derhjemme, kan det virke ude af proportioner. Men set indefra giver det ofte mening.

Det betyder også, at det, der bliver dråben, ikke nødvendigvis er det, der er problemet. Det er det, der kommer ovenpå det hele.

HVAD DET KALDER PÅ HOS OS SOM FORÆLDRE

Når vi begynder at forstå det her, ændrer det også vores rolle. Det bliver mindre et spørgsmål om at få barnet igennem, og mere et spørgsmål om at skabe betingelser for, at barnet kan være med.

Det kan betyde, at vi må justere tempo, give mere tid, gøre ting mindre eller ændre rækkefølgen. Det kan også betyde, at vi nogle gange må vælge relationen over planen.

Det er ikke det samme som at give slip på retning. Det er en måde at holde fast i udvikling på, uden at barnet mister sig selv undervejs.

NÅR SMÅ JUSTERINGER GØR EN STOR FORSKEL

Ofte er det ikke de store ændringer, der gør forskellen, men de små. Måden vi siger noget på. Hvor hurtigt vi går frem. Om vi forventer selvstændig opstart, eller hjælper i gang. Om vi giver plads til pauser, før det bliver for meget.

Når vi begynder at arbejde med de ting, ændrer det ikke kun barnets mulighed for at være med. Det ændrer også stemningen i relationen.

Og det er ofte dér, der begynder at opstå noget, der føles lettere.

MOTIVATION SOM NOGET, DER OPSTÅR, NÅR BETINGELSERNE ER DER

Her giver det mening at se på Self-Determination Theory. Teorien peger på, at motivation hænger sammen med oplevelsen af autonomi, kompetence og tilhør.

Set i lyset af det, vi har været inde på, bliver det tydeligt, at de tre ikke er noget, vi kan skabe gennem krav eller forklaringer. De opstår, når barnet oplever, at det kan være i situationen, kan finde ud af noget i den, og ikke står alene i det.

Når det er til stede, kommer motivation ofte af sig selv. Når det ikke er til stede, hjælper det sjældent at forsøge at fremkalde den.

NÅR VI BEGYNDER AT SE DET ANDERLEDES

Når vi begynder at forstå barnets reaktioner som udtryk for mening og belastning frem for vilje, ændrer noget sig.

Det bliver mindre en kamp om at få barnet til at gøre det rigtige, og mere et arbejde med at forstå, hvad der gør det svært.

Det betyder ikke, at alle situationer bliver lette. Men det betyder, at vi står et andet sted i dem.

Og det er ofte dér, vi begynder at opleve, at barnet igen kan være med. Fordi det oplevede mening og ikke fordi det skulle tage sig sammen.

LITTERATUR

• Hanne De Jaegher, “Embodiment and sense-making in autism”
  (den centrale artikel bag denne tekst. Introducerer en enaktiv forståelse, hvor autisme ses som en anderledes måde at skabe mening på gennem krop, sansning og samspil – frem for som en samling mangler. Understøtter forståelsen af, at barnets reaktioner hænger sammen med oplevelse, ikke vilje)
  Link: https://pmc.ncbi.nlm.nih.gov/articles/PMC3607806/
  
  
• Self-Determination Theory – Deci, Edward L. & Ryan, Richard M., “Self-Determination Theory: A Macrotheory of Human Motivation, Development, and Health”
  (giver et stærkt fundament for at forstå, hvorfor motivation ikke kan presses frem. Relevans: når barnet mister oplevelsen af autonomi, kompetence og tilhør, kollapser motivation – hvilket ofte fejltolkes som manglende vilje)
• Ryan, Richard M. & Deci, Edward L., “Intrinsic and Extrinsic Motivations: Classic Definitions and New Directions”
  (uddyber forskellen mellem indre og ydre motivation. Understøtter hvorfor belønning, pres og forklaringer ofte ikke virker, når barnet ikke oplever mening)
• Damian Milton, “On the Ontological Status of Autism: The ‘Double Empathy Problem’”
  (peger på, at sociale vanskeligheder opstår gensidigt mellem mennesker med forskellige måder at opleve verden på. Understøtter forståelsen af, at det ikke kun er barnet, der “har svært”)
• Dinah Murray, Lesser, M. & Lawson, W., “Attention, Monotropism and the Diagnostic Criteria for Autism”
  (beskriver monotropi – at opmærksomheden samler sig intenst og smalt. Giver mening ift. hvorfor skift, afbrydelser og krav kan opleves som brud i barnets sammenhæng)
• Eigsti, Inge-Marie, “A Review of Embodiment in Autism Spectrum Disorders”
  (samler forskning om, hvordan sansning, bevægelse og følelsesmæssige processer hænger tæt sammen i autisme. Understøtter forståelsen af, at barnets reaktioner er kropsligt forankrede – ikke bare adfærd)