NÅR LEG IKKE ER LIGETIL

Der findes børn, som ikke rigtig leger. Ikke alene, ikke med andre børn, og nogle gange kun, hvis en voksen er med hele vejen. Det bliver ofte forstået som manglende fantasi eller manglende lyst, men det er mere præcist at sige, at det handler om begrænsede sociale kompetencer og manglende lyst i de rammer, der tilbydes.

For leg mellem børn er faktisk ret krævende. Det kræver, at man kan aflæse hinanden, justere sig, tåle at retningen ændrer sig og være i noget, hvor ingen helt har kontrol. For mange autistiske børn er det ikke bare lidt svært – det er uoverskueligt. Og så giver det mening, at de trækker sig. Ikke fordi de ikke vil, men fordi det ikke føles rart at være i.

NÅR EN VOKSEN GØR LEG MULIG

Når barnet i stedet søger en voksen, er det ikke et problem, der skal løses. Det er ofte en forudsætning for, at legen overhovedet kan opstå – netop i en tryg og ikke krævende relation til en voksen.

En voksen kan noget andet end et andet barn. Den voksne kan holde tempoet nede, gentage uden at blive utålmodig og undlade at ændre retning hele tiden. Samtidig kan den voksne sørge for, at det ikke bliver for alvorligt.

Det betyder ikke, at den voksne skal styre legen. Tværtimod. For mange af de her børn er det afgørende, at de får lov at have kontrollen. Når barnet insisterer på at bestemme, er det sjældent et spørgsmål om dominans. Det er en måde at holde kompleksiteten nede på, så legen ikke bliver uoverskuelig.

Samtidig rummer legen noget mere. Den bliver et sted, hvor den voksne kan vise barnet, at relationen er tryg og ikke krævende. At barnet ikke skal præstere, tilpasse sig eller bevise noget for at være med. At den voksne bliver – også når barnet bestemmer, gentager, overdriver eller tager plads.

Det er ikke noget, der skal siges. Det er noget, der opleves igen og igen.

HVORDAN MAN OPSTILLER RAMMER FOR LEG

For de børn, hvor leg ikke opstår af sig selv, er rammen afgørende.

Ikke som noget stramt eller styret, men som noget tydeligt. Barnet har brug for at kunne mærke forskellen på leg og virkelighed. At der er et “nu leger vi”, hvor ting ikke har konsekvenser, og et “nu er vi færdige”, hvor vi er tilbage i det almindelige.

Det kan være helt konkret. Man siger det højt. Man går ind i legen på barnets præmisser. Man lader barnet styre uden at korrigere. Man bliver i det samme spor længe nok til, at barnet kan falde til ro i det.

Og man afslutter igen tydeligt.

Det er samtidig vigtigt at forvente, at afslutningen af legen ikke nødvendigvis bliver let. For mange børn vil der komme protest, frustration eller vrede, når legen stopper.

Det er ikke et tegn på, at noget er gået galt. Det er en naturlig reaktion på at skulle ud af noget, som har været trygt og meningsfuldt.

Hvis vi møder det som et problem, kommer vi let til at forklare, irettesætte eller gøre barnets reaktion forkert. Men afslutningen er i sig selv en del af rammen – og en mulighed.

En mulighed for at vise barnet, at vi kan være sammen med det i de store følelser. At vi kan holde rammen uden at skubbe barnet væk fra det, der er svært. At barnet ikke skal tage sig sammen for at være i relation.

Så i stedet for at forklare eller korrigere, kan vi forvente reaktionen og blive i den. Støtte barnet gennem frustrationen og hjælpe det tilbage, uden at gøre følelsen forkert.

Når rammen er klar, og relationen er tryg og ikke krævende, bliver legen et sted, hvor barnet kan slippe noget af det, der ellers fylde

HVAD LEG GØR I BARNETS UDVIKLING

Leg er ikke noget, barnet gør for at “lære” noget. Men det er i leg, en stor del af barnets udvikling finder sted – især når barnet får lov at være i det i en tryg og ikke krævende relation til en voksen.

Når barnet leger, begynder følelser og tanker langsomt at hænge sammen. Barnet kan mærke noget og samtidig være i det uden at skulle handle på det med det samme. Det er en vigtig del af udviklingen af følelses-tanke integration.

Samtidig styrkes samarbejdet mellem forskellige dele af hjernen. Det sansende og følelsesmæssige får mulighed for at spille sammen med det mere tænkende og strukturerende. Det sker ikke gennem instruktion eller træning, men gennem gentagelser og afprøvning i legen.

Leg giver også et sted at arbejde med frustration. Ikke fordi den voksne skal skabe den, men fordi den opstår naturligt. Noget går ikke som forventet. Noget må prøves igen. I legen kan barnet blive i det uden at det bliver for stort.

Og så giver leg mulighed for at afprøve det, der ellers kan være svært: at bestemme, at vinde, at kontrollere. Når det får plads i en legende ramme, mister det noget af sin kraft udenfor legen.

Samtidig er det i legen, barnet igen og igen kan erfare, at relationen holder. At den voksne bliver, også når barnet fylder, bestemmer eller ikke gør det “rigtigt”.

FORDYBELSE OG FLOW

For mange børn hænger leg tæt sammen med fordybelse. Den tilstand hvor tiden forsvinder, og man er helt opslugt af det, man laver.

Men den tilstand opstår ikke af sig selv. Den kræver ro, forudsigelighed og en oplevelse af, at det, man laver, giver mening.

For mange autistiske børn er det netop svært. Der er for mange input, for mange skift og for meget uforudsigelighed. Så de når ikke ind i fordybelsen, eller falder hurtigt ud igen.

Og uden den fordybelse bliver leg kort eller fraværende.

NÅR LEG SER ANDERLEDES UD

Nogle børn leger bedst alene. Med tog, systemer, gentagelser eller meget specifikke interesser.

Det kan udefra se ensformigt ud. Men det kan være barnets måde at skabe ro, overblik og sammenhæng på. Det kan være her, barnet faktisk får adgang til fordybelse og dermed til de processer, som leg ellers understøtter.

Det er ikke noget, barnet skal “lære” at gøre anderledes. Det er en form for leg, barnet allerede har adgang til.

NÅR SKÆRM BLIVER DET BEDSTE ALTERNATIV

For nogle børn bliver skærm det sted, hvor de lettest får adgang til noget, der minder om leg.

Ikke fordi skærm er det samme som leg, men fordi det tilbyder forudsigelighed, kontrol, gentagelse og en lav grad af social kompleksitet.

Hvis barnet ikke har adgang til leg andre steder, kan skærmen blive den løsning, der giver ro og regulering. I den forstand giver det mening, at barnet søger derhen.

Derfor er det sjældent hjælpsomt bare at fjerne skærmen for at “lære” barnet noget andet. Hvis vi tager den væk uden at have noget, der kan opfylde den samme funktion, efterlader vi barnet uden det, der lige nu hjælper det mest.

Noget af det vigtigste er, at skærmen ikke bliver koblet til forkerthed eller skam.

For nogle børn bliver skærmen et sted, hvor de føler sig trygge og kompetente. Hvis vi gør det forkert, risikerer vi, at barnet begynder at opleve sig selv som forkert. Og så trækker barnet sig ikke bare fra skærmen, men også fra relationen.

I stedet kan vi bruge skærmen som en indgang. Sætte os ved siden af. Vise interesse. Lade barnet invitere os ind. Være der på en tryg og ikke krævende måde.

På den måde kan skærmen blive en bro.

NÅR DET ER HÅRDT AT VÆRE DEN, DER SKAL VÆRE MED

Når man begynder at forstå, hvor meget nogle børn har brug for voksendeltagelse i leg, kan der opstå en særlig form for træthed.

For det betyder ofte, at man skal være mere med, end man havde forestillet sig. Mere tilgængelig. Mere tålmodig. Og i længere tid.

Og samtidig kan der snige sig tanker ind:

Burde mit barn ikke kunne mere selv?

Gør jeg noget forkert?

Kommer vi nogensinde videre herfra?

Det er helt forståeligt.

For de fleste af os har en forventning om, at børn gradvist leger mere selv, mere med andre børn og bliver mindre afhængige af os. Når det ikke sker, kan det føles både ensomt og bekymrende.

Og det slider.

Ikke fordi man ikke vil sit barn.

Men fordi det kræver noget – hver dag.

Noget af det, der kan lette lidt, er at få øje på, at det her ikke er et tegn på, at noget er gået galt. Det er et tegn på, at barnet har brug for andre betingelser for, at leg kan opstå.

Og at den rolle, man har som voksen, ikke er en fejl. Den er en del af det, der gør det muligt.

Det ændrer ikke på, at det kan være hårdt.

Men det kan flytte noget, når det ikke længere føles som noget, man skal væk fra – men som noget, der faktisk giver barnet adgang til noget vigtigt.

AFSLUTNING

Når leg er svært, er det ikke et spørgsmål om, at barnet mangler lyst eller bare lige skal “lære” det.

For nogle børn har leg en helt anden karakter. Et andet tempo. Et andet indhold. Og det kræver nogle helt andre forudsætninger fra os som voksne.

Det betyder blandt andet, at vi må slippe forestillingen om, hvordan leg “bør” se ud. At vi må acceptere, at barnet har brug for kontrol for at kunne blive i det. Og at vi må være villige til at stå til rådighed, når barnet viser den mindste åbning.

Ikke for at styre.

Ikke for at udvikle.

Men for at gøre det muligt – i en tryg og ikke krævende relation til en voksen.

For nogle børn opstår leg ikke af sig selv. Den opstår i relation.

Og det er ofte der, det begynder.