Når omgivelserne ser ét barn – og forældrene ser et andet

Mange forældre til børn og unge med autisme eller ADHD oplever, at omgivelserne beskriver et helt andet barn end det, de selv ser. Måske fortæller læreren, at dagen er gået fint. Måske siger bedsteforældrene, at besøget var hyggeligt. Måske oplever træneren et barn, der deltager engageret i fritidsaktiviteten. Samtidig kan forældrene stå med et barn, der senere bryder sammen, bliver vredt, afvisende, grædende eller fuldstændig udmattet.

For nogle familier sker reaktionerne primært hjemme. For andre opstår de i skolen, til familiefester, hos bedsteforældre eller under fritidsaktiviteter. Nogle børn holder sammen på sig selv hele dagen for derefter at falde fra hinanden, når de kommer hjem. Andre reagerer direkte i situationen og har svært ved at skjule, når noget bliver for meget.

Det kan gøre det svært at forstå, hvad der egentlig foregår.

Forældre bliver ofte mødt med spørgsmål som: “Hvorfor kan han godt dér, hvis han ikke kan her?” eller “Hvorfor opfører hun sig så forskelligt?” Efterhånden begynder nogle at tvivle på deres egen forståelse af barnet.

Måske er spørgsmålet imidlertid ikke, hvorfor barnet reagerer forskellige steder. Måske er det mere interessant at spørge, hvad barnet forsøger at beskytte, når det reagerer.

Når belastning ikke altid ser belastende ud

Mange børn med autisme og ADHD bruger store mængder energi på ting, som omgivelserne sjældent får øje på. De forsøger at forstå sociale spilleregler, afkode ansigtsudtryk, håndtere sensoriske indtryk, navigere forventninger og holde styr på deres egne følelser og reaktioner. Selv situationer, som umiddelbart virker hyggelige eller meningsfulde, kan kræve betydelige ressourcer.

Derfor ser vi ofte, at børn reagerer efter oplevelser, som de faktisk har været glade for.

Et barn kan elske at være hos sine bedsteforældre og samtidig være fuldstændig drænet bagefter. Et andet barn kan glæde sig til en fødselsdag og alligevel ende i et sammenbrud senere på dagen. En teenager kan have haft en god dag med vennerne og alligevel være ude af stand til at overskue den mindste ekstra belastning, når han kommer hjem.

Belastning handler derfor ikke kun om, hvorvidt noget var rart eller ubehageligt. Belastning handler også om, hvor meget nervesystemet har været på arbejde.

Hvor reaktionen kommer, afhænger af barnet

Vi taler ofte om børn, der “holder sammen på sig selv i skolen og falder sammen hjemme”. Det mønster findes bestemt. Samtidig er det langt fra den eneste måde, belastning kan komme til udtryk på.

Nogle børn er meget opmærksomme på deres plads i fællesskabet. De registrerer hurtigt tegn på kritik, forkerthed eller risikoen for at blive afvist. De forsøger ofte at tilpasse sig omgivelsernes forventninger og bruger store kræfter på at undgå sociale fejltrin. Hos disse børn ser vi ofte, at belastningen først bliver synlig, når de igen befinder sig et sted, hvor de føler sig tilstrækkeligt trygge til at slippe kontrollen.

Andre børn reagerer stærkere på oplevelser af pres, kontrol eller manglende mulighed for at være sig selv. De kan have svært ved at tilsidesætte egne behov eller acceptere krav, som opleves meningsløse eller invaderende. Hos disse børn bliver belastningen ofte synlig direkte i situationen. Reaktionen kommer måske i klasselokalet, på fodboldbanen, hos bedsteforældrene eller under familieferien.

De fleste børn befinder sig et sted mellem disse yderpunkter. Det samme barn kan endda reagere forskelligt fra situation til situation afhængigt af relationerne, belastningsniveauet og hvor meget der er på spil.

Maskering er ofte et forsøg på at høre til

Når vi taler om maskering, kommer fokus let til at handle om adfærd. I virkeligheden handler maskering ofte om noget langt mere menneskeligt.

De fleste mennesker ønsker at høre til.

Autistiske børn og unge er ingen undtagelse.

Maskering opstår ofte gradvist gennem erfaringer. Barnet opdager måske, at bestemte måder at være på vækker opmærksomhed. At særlige interesser virker mærkelige for andre. At bestemte reaktioner udløser kritik eller misforståelser. Langsomt begynder barnet at justere sig selv.

For mange børn er dette ikke en bevidst strategi. Det bliver snarere en måde at skabe sikkerhed på.

Maskering handler derfor sjældent om manipulation eller uærlighed. Langt oftere handler det om at beskytte relationer, reducere risikoen for social smerte og bevare sin plads i fællesskabet.

Værdighed og integritet

Gennem årene har jeg lagt mærke til, at børn ofte ser ud til at beskytte forskellige ting.

Nogle børn virker særligt sårbare overfor oplevelser af skam, kritik, ydmygelse eller social forkerthed. De mærker hurtigt, hvis de føler sig udstillet, misforstået eller utilstrækkelige. For disse børn bliver det ofte vigtigt at bevare værdigheden i sociale sammenhænge. De kan udvikle omfattende strategier for at skjule sårbarhed og fremstå mere robuste, rolige eller kompetente, end de føler sig indeni.

Andre børn virker mere optagede af at beskytte deres integritet. De reagerer kraftigt, når de oplever kontrol, tvang eller indgreb i deres selvbestemmelse. For dem kan belastningen blive synlig tidligere, fordi behovet for at beskytte sig selv træder frem, længe før energien slipper op.

Det er vigtigt at understrege, at dette ikke er faste kategorier. De fleste mennesker rummer begge former for sårbarhed. Forskellen ligger ofte i, hvilken der aktiveres mest i den konkrete situation.

Når vi begynder at se adfærd gennem dette perspektiv, bliver det lettere at forstå, hvorfor det samme barn kan virke fleksibelt ét sted og uforsonligt et andet sted.

Hvad kan utilsigtet øge maskering?

De fleste forældre ønsker naturligvis at støtte deres barn. Alligevel kan nogle velmenende budskaber komme til at lære barnet, at det er de skjulte dele af barnet, der er mest velkomne.

Det gælder for eksempel, når et barn roses for at være “helt normalt i dag”, når der udtrykkes lettelse over, at vanskelighederne ikke var synlige, eller når barnets trivsel vurderes ud fra, hvor godt det lykkes at passe ind.

Det samme gælder udsagn som: “Du kunne jo godt i går”, “De andre kan”, “Du klarede det jo i skolen” eller “Du må tage dig sammen.”

Problemet er ikke, at barnet får feedback. Problemet opstår, når barnet gradvist lærer, at accept og anerkendelse afhænger af, hvor godt det kan skjule sine vanskeligheder.

Så bliver selvforståelse let erstattet af selvskjul.

At støtte barnets kontakt til sig selv

Når et barn bruger meget energi på at navigere verden, bliver det vigtigt at hjælpe barnet med at forstå sine egne signaler. Mange børn har brug for støtte til at opdage, hvordan belastning mærkes i kroppen, hvilke situationer der dræner energi, og hvilke tegn der opstår, før overbelastningen bliver synlig.

Det kan være hjælpsomt at være nysgerrig på barnets oplevelse fremfor kun at interessere sig for resultatet. I stedet for primært at spørge, om det gik godt, kan vi være nysgerrige på, hvordan det var at være der. Hvad kostede energi? Hvad føltes rart? Hvornår blev det svært?

På den måde hjælper vi barnet med at udvikle et mere nuanceret forhold til sig selv.

Målet er ikke at fjerne al social tilpasning. Alle mennesker tilpasser sig forskellige fællesskaber. Målet er heller ikke at lære barnet at stå udenfor alle sociale normer.

Målet er, at barnet lærer sig selv så godt at kende, at det kan bevare kontakten til egne behov, grænser og signaler, også når det er sammen med andre mennesker.

Når vi ser beskyttelsen bag adfærden

Når børn reagerer forskelligt fra situation til situation, kan det være fristende at lede efter inkonsistens eller modsætninger. Mange forældre bliver mødt med forestillingen om, at adfærden burde være den samme overalt, hvis vanskelighederne var reelle.

Virkeligheden er ofte mere kompleks.

Mennesker reagerer forskelligt afhængigt af relationer, krav, tryghed, belastning og hvad der opleves truet i situationen. Det gælder også børn med autisme og ADHD.

Derfor er det måske mindre vigtigt at spørge, hvorfor barnet reagerer netop her.

Det mere interessante spørgsmål kan være: Hvad forsøger barnet at passe på?

Når vi bliver nysgerrige på dét spørgsmål, får adfærden ofte mere mening. Og når barnet gradvist lærer sig selv bedre at kende, bliver det lettere at bevæge sig gennem verden uden hele tiden at skulle skjule sig, beskytte sig eller miste kontakten til sig selv.

Rikke Vera

20. juni 2026