Illustration af et vredt og frustreret barn

Når dit barn ikke falder til ro – og du begynder at tvivle på dig selv

Der findes øjeblikke i forældreskabet, hvor ens barn er så overvældet af sine følelser, at det næsten føles fysisk i rummet. Måske bliver stemmen høj. Måske vælter tårerne ud. Måske lukker barnet helt ned og forsvinder væk fra kontakt. Og midt i det hele står du og kan mærke, at noget i dig spænder, fordi du så gerne vil hjælpe. 

Det er sjældent barnets adfærd alene, der gør ondt. Det er følelsen af ikke at kunne nå ind. Af at stå ved siden af og ønske, at man kunne gøre noget, der virkede hurtigere. Mange forældre begynder i de øjeblikke at tvivle på sig selv. De leder efter den rigtige metode, den rigtige sætning, den rigtige måde at holde om på. Når affekten ikke falder, kan tanken snige sig ind, at man burde kunne regulere sit barn bedre. 

Men når et barn er i stærk affekt, er dets nervesystem i alarm. Kroppen arbejder på højtryk, og i den tilstand er der meget begrænset adgang til fornuft, forklaringer og samarbejde. Ro kan ikke fremkaldes ved vilje, hverken barnets eller din. Den opstår, når kroppen igen oplever tilstrækkelig tryghed. 

Det kan være en lettelse at opdage, at din opgave ikke er at få følelsen til at forsvinde så hurtigt som muligt. Din opgave er snarere at være den, der kan blive, mens den er der. Når du sænker dit eget tempo og lader være med at gøre barnets tilstand til et problem, der skal løses med det samme, ændrer noget sig i rummet. Måske ikke synligt på overfladen, men i relationen. 

Børn udvikler evnen til at regulere sig selv gennem gentagne erfaringer med at blive reguleret sammen med nogen. De låner roen, før de selv kan finde den. Den proces tager tid, og den ser ofte mere kaotisk ud, end vi havde forestillet os, da vi blev forældre. 

For nogle børn kan det relationelle i sig selv dog føles intenst, særligt når de allerede er overbelastede. Jeg ser det ofte hos børn med autisme eller meget sensitivt nervesystem, hvor selv velmenende forsøg på trøst kan øge aktiveringen. Stemmens tone, øjenkontakt, for mange ord eller for tæt fysisk nærhed kan blive endnu et indtryk oven i det, der allerede er svært. I de situationer handler det ikke om at trække sig, men om at justere sin måde at være i relation på, så nærværet ikke føles overvældende. 

Lignende indlæg