Når status bliver vejen mod social tryghed

Er status altid et spørgsmål om kontrol og magt?

Når et barn insisterer på at bestemme, korrigerer andre, vil definere reglerne eller reagerer kraftigt, når andre får indflydelse, er det nærliggende at forstå det som et ønske om kontrol eller magt. På samme måde bliver et barn, der konsekvent gør sig lille, undskylder, underordner sig eller lader andre bestemme, ofte forstået som usikkert, passivt eller præget af lavt selvværd. Men måske er det værd at standse op og undersøge, om status altid handler om status i den betydning, vi umiddelbart tillægger det.

Jeg har efterhånden mødt en del børn, som søger meget tydelige positioner i sociale relationer. Nogle søger øverst i hierarkiet og forsøger at få kontrol over relationens retning, regler og fordeling af indflydelse. Andre søger nedad, gør sig afhængige, overlader beslutningerne til andre eller placerer sig i en rolle, hvor de ikke behøver at tage initiativ. Fælles for dem er ikke nødvendigvis et ønske om at være stærkest eller svagest. Det, der vækker min nysgerrighed, er, om de i virkeligheden søger en relation, der er lettere at forstå og mere overskuelig at være i.

Måske er status ikke først og fremmest målet. Måske bliver status en strategi til at skabe social og relationel tydelighed.

Sociale relationer er fulde af utydelighed og gråzoner 

En ligeværdig relation mellem to mennesker er langt mere kompleks, end vi ofte tænker over. Vi aflæser ansigtsudtryk, stemmeleje, kropssprog, pauser og små ændringer i stemningen. Vi forsøger at fornemme, hvornår det er vores tur til at tale, hvornår vi skal give os, og hvornår vi skal stå fast. Vi vurderer, om den anden er alvorlig, ironisk, irriteret, såret eller bare træt. Vi forhandler løbende om retning, nærhed, ansvar, indflydelse og tilhørsforhold, ofte uden at nogen af os siger det direkte.

Mange mennesker navigerer forholdsvis ubesværet i disse gråzoner, fordi de sociale processer foregår hurtigt og forholdsvis automatisk. For andre kræver det langt mere bevidst opmærksomhed og langt mere energi. Hver eneste situation kan blive fyldt med vurderinger og fortolkninger: Hvad forventer den anden af mig? Har jeg sagt noget forkert? Er vi stadig venner? Bestemmer jeg nu, eller gør du? Skal jeg tage initiativ, vente, foreslå noget andet eller bare følge med? Er reglen stadig den samme som i går, eller gælder der noget andet i dag?

Hvis sociale situationer på den måde opleves som uforudsigelige og fortolkningskrævende, kan den uklare position i sig selv blive belastende. Det er måske netop her, statusregulering bliver interessant. For hvad sker der med kompleksiteten, hvis relationen bliver gjort mere sort-hvid?

Hvis barnet bestemmer, bliver rollerne tydelige. Hvis barnet følger, bliver de også tydelige. I begge tilfælde reduceres antallet af sociale spørgsmål, der hele tiden skal besvares. Relationen bliver ikke nødvendigvis mere ligeværdig eller mere udviklende, men den kan opleves som mere gennemskuelig.

Kan hierarkiet være lettere end ligeværd?

Jeg bliver nysgerrig på, om det i nogle situationer er selve hierarkiets tydelighed, der virker regulerende. Når rollerne er klare, bliver der mindre at afkode. Den sociale situation bliver mere forudsigelig, og barnet ved i højere grad, hvad det selv skal gøre, og hvad det kan forvente af den anden.

Det kan betyde, at nogle børn søger en overordnet position. Hvis jeg bestemmer reglerne, legen og retningen, behøver jeg ikke hele tiden at aflæse, hvad du forventer af mig. Jeg kan skabe en struktur, hvor jeg på forhånd kender udfaldet, og hvor færre ting kan komme bag på mig. Det kan udefra ligne dominans, kompromisløshed eller et stort behov for at få sin vilje, mens det indefra måske snarere handler om at begrænse mængden af usikkerhed.

Den samme tanke kan måske forklare den modsatte strategi. Nogle børn søger konsekvent den nederste position. De lader andre vælge, siger hurtigt undskyld, søger meget hjælp eller trækker sig fra uenigheder, før de overhovedet opstår. Det kan ligne lavt selvværd eller manglende selvstændighed, men måske er rollen også her overskuelig. Hvis jeg ved, at jeg følger, skal jeg ikke hele tiden forhandle relationens retning. Jeg bærer ikke ansvaret for initiativet, beslutningen eller risikoen for at vælge forkert.

Det afgørende er måske derfor ikke altid, om barnet befinder sig øverst eller nederst. Måske er den fællesnævner, at barnet søger væk fra den uklare og skiftende position, hvor rollerne hele tiden skal forhandles.

Hvad flygter barnet fra?

Når et barn bruger statusregulering, kan det være nærliggende at spørge, hvad barnet forsøger at opnå. Men det er mindst lige så relevant at undersøge, hvad barnet forsøger at komme væk fra.

Måske flygter barnet fra social uforudsigelighed, tvetydighed og risikoen for forkert aflæsning. Måske er det følelsen af ikke at vide, hvad der forventes, som bliver vanskelig at være i. Måske er det de mange små skift i andre menneskers intentioner, stemninger og forventninger, der gør relationen belastende. Barnet kan også forsøge at undgå den sårbarhed, der ligger i at være afhængig af, at en anden forstår ens signaler korrekt.

Et barn, der ofte er blevet misforstået, kan få gode grunde til at opleve sociale gråzoner som risikable. Hvis barnets afvisning er blevet tolket som trods, selv om barnet var overbelastet, eller hvis barnets behov for pauser, forudsigelighed eller autonomi er blevet forstået som manglende vilje til samarbejde, kan barnet gradvist miste tilliden til, at andre mennesker opdager det, der er på spil.

I den situation kan en tydelig statusposition måske fungere som en form for beskyttelse. Når jeg selv definerer relationen, bliver jeg mindre afhængig af, at du aflæser mig rigtigt. Når jeg gør mig meget lille og følger dig, reducerer jeg risikoen for konflikt, kritik eller afvisning. Begge strategier kan være forsøg på at skabe sikkerhed i en social verden, der ellers opleves som vanskelig at forudsige.

Hvad forsøger barnet at opnå?

Det, barnet søger, kan være tydelighed, gennemskuelighed, forudsigelighed og en kendt rolle. Det kan også være en oplevelse af kontrol over den mængde af social information, barnet skal forholde sig til. Når rollen er fast, bliver der færre beslutninger at træffe og færre mulige fortolkninger at holde styr på.

Barnet kan samtidig søge beskyttelse mod følelsen af social udsathed. I en uklar relation ved jeg ikke helt, hvor jeg står hos dig. Jeg ved ikke, om du stadig kan lide mig, om du pludselig ændrer reglerne, eller om jeg bliver gjort forkert, hvis jeg misforstår noget. En tydelig position kan give en oplevelse af fast grund under fødderne, også selv om positionen udefra kan se uhensigtsmæssig ud.

Det er derfor muligt, at barnet ikke først og fremmest forsøger at opnå høj eller lav status. Barnet forsøger måske at opnå en relation, som nervesystemet kan forstå og være i uden konstant alarmberedskab.

Status som social energiforvaltning

Jeg synes, det giver mening at undersøge statusregulering som en mulig form for energiøkonomi. Ikke nødvendigvis sådan, at barnet bevidst tænker, at det vil spare social energi, men sådan at nervesystemet søger strategier, der reducerer belastningen.

Hjernen forsøger hele tiden at arbejde så effektivt som muligt. Den genkender mønstre, skaber systemer og benytter mentale genveje, så vi ikke skal analysere alt fra bunden hver gang. Det gælder i forhold til sanser, bevægelse, problemløsning og praktiske opgaver, og måske gælder det også i forhold til socialt samspil.

Hvis gråzoner er dyre at navigere i, kan meget tydelige roller være en måde at mindske den sociale kompleksitet på. Barnet behøver ikke forholde sig til lige så mange mulige udfald, hvis relationen organiseres som enten overordnet eller underordnet. Det sociale arbejde bliver mere grovkornet, men også mere håndterbart.

Man kunne måske sammenligne det med andre former for sort-hvid organisering. Regler, ritualer, faste rutiner og kategorier kan skabe ro, fordi de mindsker antallet af ting, der skal vurderes i øjeblikket. På samme måde kan en entydig social position fungere som en struktur, der reducerer mængden af mentalisering, forhandling og usikkerhed.

Det betyder ikke, at strategien er omkostningsfri. En meget overordnet position kan skabe konflikter og gøre gensidighed vanskelig. En meget underordnet position kan koste selvstændighed, integritet og mulighed for at udtrykke egne behov. Men begge positioner kan stadig give mening som forsøg på at holde den sociale belastning inden for det, barnet kan bære.

PDA, kravundgående adfærd og behovet for at styre positionen

Denne undersøgelse bliver særlig relevant i mødet med børn, der beskrives med PDA, eller som udviser andre former for kravundgående eller kravafvisende adfærd. Hos disse børn ser vi ofte et meget stærkt behov for at bevare autonomi og undgå oplevelsen af at være styret af andre. Det kan komme til udtryk gennem afvisning, forhandling, kontrol over detaljer, skiftende strategier eller et behov for selv at definere, hvordan og hvornår noget skal ske.

Det bliver ofte forstået som et ønske om at bestemme. Men måske er det også værd at undersøge, om den overordnede position beskytter barnet mod en dybere oplevelse af social usikkerhed. Hvis krav ikke kun opleves som praktiske forventninger, men også som tegn på, at en anden tager magten over relationen, kan barnet få behov for at genetablere sin position meget hurtigt. Det kan ske ved at afvise, ændre reglerne, gøre den voksne usikker eller flytte beslutningen tilbage til sig selv.

For nogle børn kan krav være tæt forbundet med risikoen for at blive misforstået, overskredet eller fastholdt i noget, de ikke kan holde til. Hvis barnet mange gange har oplevet, at et nej ikke bliver forstået som information, men som modstand, kan det blive svært at stole på, at den voksne justerer sig, når barnet viser tegn på overbelastning. Barnet kan derfor komme til at føle, at det selv må sikre kontrollen over situationen.

Det kan få barnet til at indtage den position, som fra situationens natur egentlig var tiltænkt den voksne. Barnet begynder at bære retningen, overvåge den andens bevægelser og forsøge at kontrollere, hvad der skal ske. Det kan se ud, som om barnet vil være øverst i hierarkiet, men indefra kan det være forbundet med en oplevelse af, at ingen andre tilstrækkeligt sikkert bærer situationen på en måde, der beskytter barnet.

Når barnet ikke kan læne sig ind i de voksnes lederskab

Udviklingspsykologisk giver det mening, at børn har brug for voksne, der tager ansvar for relationen. Den voksne bærer retningen, træffer de svære beslutninger og hjælper barnet med at navigere i en verden, som barnet endnu ikke kan overskue alene. Når lederskabet opleves som trygt og afstemt, kan barnet i nogen grad slippe overvågningen og hvile i, at den voksne har blik for både situationen og barnet.

Men hvad sker der, når barnet ikke oplever, at den voksnes lederskab hjælper? Hvad sker der, hvis barnet flere gange erfarer, at den voksne godt kan holde fast i retningen, men ikke opdager, at barnet er ved at blive overbelastet? Hvad sker der, hvis den voksnes tydelighed ikke følges af tilstrækkelig fleksibilitet, nysgerrighed eller forståelse for barnets særlige måde at fungere på?

Jeg bliver nysgerrig på, om nogle børn gradvist kan begynde at opleve, at de selv er nødt til at skabe den tydelighed og sikkerhed, de har brug for. Barnet kan have erfaret, at den voksnes fortolkning af situationen ikke rammer det, der faktisk foregår inde i barnet. Måske bliver barnets afvisning forstået som grænsesøgning, når den udspringer af sensorisk belastning, eksekutive vanskeligheder, angst, social usikkerhed eller et stærkt behov for autonomi. Måske bliver der holdt fast i et krav, hvor barnet havde brug for en ændring af rammen. Måske bliver mere tydelighed og fastere konsekvens svaret på en adfærd, som i virkeligheden kalder på et mere præcist match.

Hvis barnet igen og igen oplever, at lederskabet ikke fører til oplevet tryghed, kan det begynde at søge trygheden et andet sted. Statusregulering kan i den sammenhæng blive et forsøg på selv at skabe den forudsigelighed, som barnet endnu ikke oplever i relationen. Barnet forsøger måske ikke at overtage den voksnes plads, fordi det ønsker ansvaret, men fordi det endnu ikke har erfaret, at den plads kan bæres på en måde, der gør det muligt at give slip.

Når tydelighed og konsekvenser ikke skaber den forventede tryghed

De fleste forældre og fagpersoner starter ikke med en meget individuelt afstemt tilgang. De starter med det, de selv er blevet lært, og med de råd, der almindeligvis gives om børn og lederskab. Mange er blevet fortalt, at tydelighed, konsekvens og fastholdelse af krav er vejen til tryghed. De har lært, at barnet har brug for at mærke, at den voksne mener det, og at det er vigtigt ikke at give efter, fordi barnet ellers vil lære, at modstand kan betale sig.

For mange børn kan tydelige rammer og en forudsigelig voksen være en stor hjælp. Men tydelighed er ikke det samme som rigiditet, og konsekvens er ikke nødvendigvis det samme som at fastholde en plan, når ny information viser, at barnet ikke kan bære den. Hos børn med PDA, udtalt kravundgående adfærd, autisme, ADHD, angst, sensoriske vanskeligheder eller andre former for sårbarhed kan en mere fastlåst tilgang i nogle situationer forstærke det problem, den skulle løse.

Hvis barnet har brug for et mere fleksibelt og individuelt afstemt lederskab, kan fastholdelse af krav blive oplevet som manglende lydhørhed. Den voksne forsøger at skabe tryghed gennem fasthed, mens barnet oplever, at den voksne ikke forstår alvoren i det, barnet signalerer. Begge parter kan gøre sig umage ud fra hver deres forståelse, men alligevel ende med at miste hinanden.

Barnet kan herefter blive endnu mere optaget af at kontrollere relationens retning, fordi det har erfaret, at den voksnes lederskab ikke automatisk beskytter mod overbelastning. Den voksne kan på sin side opleve barnets øgede styring som et tegn på, at der skal sættes endnu tydeligere grænser. På den måde kan de ende i en spiral, hvor begge forsøger at skabe sikkerhed, men hvor deres strategier gensidigt øger utrygheden.

Det er netop derfor, det bliver så vigtigt at undersøge, hvilken form for tydelighed barnet har brug for. Nogle børn bliver trygge af at vide præcis, hvad der skal ske. Andre bliver utrygge, hvis planen bliver for fast og efterlader for lidt mulighed for tilpasning. Nogle børn har brug for en voksen, der siger klart, hvad der skal ske. Andre har først og fremmest brug for en voksen, der viser, at barnets signaler kan ændre situationens form uden at relationen bryder sammen.

Fleksibelt lederskab er ikke svag ledelse – Tværtimod

Når man taler om fleksibilitet i mødet med børn, der afviser eller undgår krav, kan det let blive misforstået som eftergivenhed eller mangel på voksenansvar. Men et fleksibelt lederskab er ikke det samme som, at barnet skal bære alle beslutninger, eller at den voksne trækker sig fra ansvaret.

Tværtimod kræver fleksibelt lederskab ofte meget af den voksne. Den voksne må kunne holde fast i sit ansvar uden nødvendigvis at holde fast i den første løsning. Man skal kunne ændre metode uden at miste retning og tilpasse kravet uden at opgive formålet. Det kræver, at man kan se barnets afvisning som information og samtidig bevare overblikket over situationen.

For et barn, der har svært ved at læne sig ind i andres lederskab, kan det være afgørende at opleve, at den voksne både er tydelig og påvirkelig. Den voksne forsvinder ikke, bliver ikke hjælpeløs og overlader ikke hele ansvaret til barnet. Men den voksne presser heller ikke videre alene for at bevise, hvem der bestemmer. Lederskabet bliver relationelt, fordi det bæres med opmærksomhed på barnets kapacitet, signaler og værdighed.

Måske er det netop denne kombination, nogle børn endnu ikke har fået tilstrækkelig erfaring med: en voksen, der kan tage ansvar uden at overtage barnet, og som kan være fleksibel uden at gøre barnet ansvarligt for hele relationens retning.

Den underdanige position er også en strategi

Selv om PDA og kravundgående adfærd ofte forbindes med et behov for at være øverst, er det vigtigt ikke at overse børn, der regulerer sig ved at gå den modsatte vej. Nogle børn bliver meget tilpassede, hjælpsomme og nemme at lede. De gør det rigtige, siger hurtigt undskyld og er optagede af ikke at skabe problemer. De kan fremstå socialt velfungerende, fordi de sjældent udfordrer den voksnes eller gruppens retning.

Men den lave position kan også være et forsøg på at skabe social sikkerhed. Hvis jeg placerer mig nederst, bliver risikoen for åben konflikt mindre. Jeg behøver ikke selv tage initiativ, og jeg reducerer sandsynligheden for at blive kritiseret for at fylde, vælge forkert eller udfordre en anden. For nogle børn kan underordning være en måde at beskytte tilknytning og tilhørsforhold på.

Det kan være særligt relevant hos børn, der er dygtige til at maskere og tilpasse sig. De kan have lært, at social tryghed afhænger af, at de gør det, de voksne ønsker, og ikke viser, hvor meget det koster. Hvor det mere kontrollerende barn forsøger at sikre sig mod at blive styret, forsøger det underordnede barn måske at sikre sig mod at blive afvist.

Begge strategier kan ses som forsøg på at undgå den socialt uklare position. Den ene skaber sikkerhed gennem kontrol. Den anden skaber sikkerhed gennem tilpasning.

Når barnet skifter mellem høj og lav position

Nogle børn placerer sig ikke konsekvent i den samme position. De kan være meget dominerende i én relation og stærkt underordnede i en anden. De kan kontrollere yngre børn, men blive usædvanligt føjelige over for en stærk voksen eller en bestemt kammerat. De kan skifte mellem at ville bære hele relationen og pludselig blive hjælpeløse, små eller afhængige.

Det kan virke modsigelsesfuldt, hvis man forstår adfærden som udtryk for et fast ønske om magt. Men hvis statusregulering i stedet forstås som et forsøg på at skabe tydelighed, giver skiftene mere mening. Barnet kan vælge den position, der i den konkrete relation opleves mest sikker og mindst krævende.

Hos nogle mennesker kan enhver tydelig position være lettere end den ligeværdige gråzone. Den høje og den lave position er på den måde ikke nødvendigvis hinandens modsætninger. De kan være to forskellige løsninger på det samme problem: usikkerheden ved ikke at vide, hvor man står, hvad der forventes, og hvem der bærer relationens retning.

Hvad kalder det på hos os, der er voksne?

Hvis denne forståelse rummer bare en del af forklaringen, ændrer den de spørgsmål, vi stiller. I stedet for kun at spørge, hvordan vi får barnet til at holde op med at bestemme, kan vi undersøge, hvad der gør det utrygt at dele indflydelse. I stedet for kun at træne barnet i at stå mere frem, kan vi undersøge, hvad barnet frygter vil ske, hvis det indtager mere plads.

Vi kan blive nysgerrige på, hvilke sociale gråzoner der er særligt belastende. Er det svært, når reglerne skifter? Er det vanskeligt at aflæse, om noget er alvor eller leg? Bliver barnet utrygt, når andre tager initiativ uden at forklare deres intention? Har barnet erfaringer med, at dets signaler ikke bliver taget alvorligt, før de bliver meget kraftige? Er barnet afhængigt af en bestemt statusposition for at kunne forudsige, hvad der sker bagefter?

Det bliver også relevant at se på den voksnes måde at lede på. Oplever barnet, at den voksne kan blive påvirket af vigtig information, eller fremstår fleksibilitet som noget, der først opstår efter en voldsom konflikt? Ved barnet, at et nej, en tøven eller et tegn på overbelastning bliver undersøgt, eller har barnet lært, at det skal kæmpe for at få rammen ændret? Kan den voksne fastholde ro, retning og ansvar uden at gøre relationen til en kamp om status?

Barnet har måske brug for hjælp til gradvist at erfare, at relationer godt kan være tydelige uden at være stive, og at indflydelse kan deles uden at nogen mister værdighed. Det kræver sandsynligvis, at den voksne først gør den sociale verden mindre risikabel at være i.

Social tryghed kan kræve mere end “gode intentioner”

De fleste voksne ønsker børn det godt. De forsøger at være tydelige, ansvarlige og omsorgsfulde. Men oplevet tryghed opstår ikke alene af den voksnes intention. Den opstår i mødet mellem det, den voksne gør, og det, barnets nervesystem er i stand til at forstå og modtage.

Et lederskab kan være kærligt ment og alligevel opleves som utrygt, hvis det ikke rammer barnets behov. En ramme kan være rimelig set udefra og alligevel være for krævende i den konkrete situation. En voksen kan forsøge at skabe forudsigelighed gennem faste regler, mens barnet oplever reglerne som en trussel, fordi de ikke tager højde for barnets skiftende kapacitet.

Det betyder ikke, at nogen skal placeres som skyldige. Det betyder, at vi er nødt til at være præcise. Hvis barnet igen og igen tager en meget stærk eller meget lille position, kan det være værd at undersøge, om relationens nuværende form gør det vanskeligt at være et mere nuanceret sted.

Måske handler det om at undgå en utydelig placering i hierarkiet

Det, jeg vender tilbage til, er tanken om, at statusregulering ikke altid handler om ønsket om høj eller lav status. Måske handler den dybeste fællesnævner om at undgå en uklar placering.

For et nervesystem, der oplever sociale gråzoner som belastende, kan næsten enhver tydelig position være lettere at være i end en relation, hvor rollerne hele tiden forhandles. Det gør også, at barnet kan skifte mellem overlegenhed og underdanighed afhængigt af situationen. Det afgørende er ikke nødvendigvis, hvor i hierarkiet barnet befinder sig, men om relationen opleves som tydelig nok til, at barnet kan orientere sig.

Måske søger det kontrollerende barn ikke først og fremmest magt. Måske søger det sikkerhed mod at blive misforstået, styret eller overbelastet. Måske søger det underordnede barn ikke først og fremmest at være lille. Måske søger det beskyttelse mod afvisning, konflikt og ansvar, som det ikke har kapacitet til at bære.

Begge børn kan have brug for erfaringer med, at det er muligt at befinde sig i en relation, hvor ingen behøver at være hverken helt øverst eller helt nederst, fordi relationens tryghed ikke afhænger af en fast statusposition.

En åben undersøgelse

Dette er ikke en færdig teori, og statusregulering vil naturligvis kunne have mange forskellige betydninger fra barn til barn. Temperament, udvikling, erfaringer, gruppedynamik, tilknytning, angst, autisme, ADHD, PDA, kravundgående adfærd og aktuelle belastninger kan spille sammen på forskellige måder. Det interessante er derfor ikke at erstatte én fast forklaring med en anden.

Det interessante er at åbne for flere spørgsmål.

Hvad bliver mindre krævende for barnet, når det placerer sig meget tydeligt øverst eller nederst? Hvad slipper barnet for at skulle aflæse, forhandle eller risikere? Hvilke erfaringer har barnet med at blive forstået, når det viser behov, modstand eller sårbarhed? Og hvad skal der til i relationen, for at barnet gradvist tør slippe den meget entydige position?

Hvis statusregulering i nogle tilfælde først og fremmest handler om at skabe social overskuelighed og beskytte sig mod relationel usikkerhed, kalder det på en anden forståelse af barnets adfærd. Så bliver spørgsmålet ikke kun, hvordan vi lærer barnet at være mere fleksibelt i relationer. Vi må også undersøge, hvordan vi skaber relationer, som er tydelige, trygge og fleksible nok til, at barnet ikke behøver at organisere dem gennem overlegenhed eller underdanighed.

Mennesker regulerer sig ikke kun gennem sanser, aktiviteter og gentagelser. Vi regulerer os også gennem den plads, vi indtager i relationer. Hvis den tanke holder bare delvist, åbner den for en mere nuanceret forståelse af både børn, der tager meget styring, og børn, der næsten forsvinder i forsøget på at høre til.