Når søskendes behov er svære at forene

Der er en forestilling om familieliv, som jeg selv har haft meget svært ved helt at slippe. At familien selvfølgelig er sammen. Vi spiser sammen. Tager på ture sammen. Holder weekend sammen. Børnene leger, skændes, finder ud af det igen og lærer undervejs at tage hensyn til hinanden.

Og når søskenderelationen er svær, kan det derfor føles nærliggende at tænke, at børnene har brug for mere hjælp til at være sammen. Flere gode fælles oplevelser. Mere øvelse. Mere familietid.

Men familieliv kan blive noget andet, når et eller flere børn har autisme, ADHD, stor sensitivitet eller af andre grunde har meget begrænset kapacitet. For nogle børn er familien nemlig ikke automatisk det sted, hvor nervesystemet får ro, bare fordi man er hjemme. Andre mennesker – også mennesker, man hører sammen med – kræver noget.

Så hvad nu, hvis noget af det, der gør søskenderelationen svær, faktisk er, at børnene er for meget sammen i forhold til den kapacitet, de har til det? Det spørgsmål har fyldt rigtig meget hjemme hos os.

Søskendesamvær koster også energi

Det kræver noget at være sammen med et andet barn. En søskende er uforudsigelig. Bevæger sig. Larmer. Kommer tæt på. Ændrer legen. Vil have noget. Afbryder. Bliver frustreret. Har andre behov og andre idéer om, hvad der skal ske. Det kræver fleksibilitet, impulshæmning, omstilling og en løbende aflæsning af et andet menneske.

For mange børn er det en helt almindelig del af familielivet, som de har rigelig kapacitet til. Men for et barn med fx autisme, ADHD, stor sensitivitet eller meget begrænset kapacitet kan det koste enormt meget.

Og den kapacitet skal samtidig bruges alle mulige andre steder. På skole. På overgange. På måltider. På personlig pleje. På sanseindtryk. På sociale situationer. På at håndtere krav og forventninger og alle de små og store omstillinger, som en dag består af.

Derfor synes jeg, et relevant spørgsmål kan være: Hvor vil vi helst bruge den kapacitet, barnet faktisk har? For der kommer ikke nødvendigvis mere af den, fordi vi vurderer, at noget er vigtigt.

Når en søskende også bliver en emotionel belastning

Men det handler ikke kun om støj, sanseindtryk, fleksibilitet og social kapacitet. Andre menneskers følelser kræver også noget af os.

Det kan være en baby, der græder. En lillebror, der skriger i frustration. En storesøster, der bliver voldsomt vred. Eller et barn med særlige behov, der får store nedsmeltninger. For nogle børn er det meget aktiverende at være tæt på et andet menneskes stærke følelsesudtryk. Især hvis barnet selv har et letaktiveret system, har svært ved at afgrænse sig eller bruger meget energi på overhovedet at regulere sig selv.

Og så er der noget andet, som jeg synes, vi skal turde tale om: Søskende deler ikke kun legetøj, plads og forældrenes tid. De deler også forældrene.

Nogle børn har et meget stort behov for tydelige og gentagne signaler om: “Du har mig.” “Jeg er her.” “Du er vigtig for mig.” “Jeg har ikke glemt dig.”

Hvis barnet endnu ikke kan hvile særlig stabilt i oplevelsen af forbindelsen til sin forælder, kan det være svært, når forælderens opmærksomhed flytter sig. En søskende, der får mors blik. Som sidder på fars skød. Som skal hjælpes. Som får forælderen til at grine. Som lige nu har brug for noget, der betyder, at den voksne ikke er tilgængelig.

Det kan vække jalousi og stærke reaktioner, som udefra kan se urimelige ud. Men måske er det ikke altid nok at forstå det som et barn, der skal lære at dele sin forælder. For nogle børn kan søskendens tilstedeværelse i perioder opleves som en reel trussel mod den forbindelse, barnet selv har brug for at kunne hvile i.

Det betyder ikke, at søskenden faktisk truer relationen. Og det fortæller heller ikke nødvendigvis noget om, hvad barnet grundlæggende føler for sin søster eller bror. Men barnets oplevelse kan være stærk nok alligevel.

Og hvis hjemmet helst skal være et sted, hvor barnet kan sænke paraderne, restituere og komme sig efter resten af verden, er det værd at være nysgerrig på, om barnet faktisk kan hvile emotionelt og relationelt, når hele familien er samlet. For nogle børn er det det mest naturlige i verden. For andre er det absolut ikke.

Når vi kommer til at slide på den relation, vi gerne vil styrke

Noget af det, jeg både hører fra andre forældre og oplever i min egen familie, er, hvad der kan ske, når kapaciteten til søskendesamvær igen og igen bliver overskredet. Børnene bliver trætte af hinanden.

Den ene bliver måske mere og mere optaget af, hvad den anden gør forkert. Lydene bliver uudholdelige. Bevægelserne irriterende. Den andens tilstedeværelse kan næsten i sig selv begynde at føles forstyrrende.

Og det går selvfølgelig begge veje. For det andet barn kan søskenderelationen blive et sted, hvor man igen og igen bliver afvist, irettesat eller oplever, at ens måde at være i verden på er forkert: “Du larmer.” “Lad være med at røre.” “Gå væk.” “Stop.” “Nu ødelagde du det igen.”

Det er ikke særlig gode betingelser for en relation. Og måske er det derfor vigtigt at skelne mellem relationen mellem børnene og deres kapacitet til at være sammen.

Et barn kan have meget begrænset kapacitet til sin søskende, uden at det nødvendigvis fortæller os, hvad barnet grundlæggende føler for ham eller hende. Og hvis vi ønsker at give børnene mulighed for med tiden at få en god relation til hinanden, kan en del af vores opgave faktisk være at beskytte relationen mod mere samvær, end den kan bære.

Nogle børn bruger også energi på at skifte mellem mennesker

Der er endnu en form for belastning, som jeg synes er nem at overse. For nogle børn er det ikke kun svært at være sammen med mange mennesker. Det er også svært hele tiden at skulle skifte orientering mellem dem.

“Hvem skal jeg lytte til nu?” “Hvem hjælper mig?” “Hvem skal jeg spørge?” “Hvem sætter rammen?” “Mor sagde noget. Far siger noget andet. Min søster vil have mig med herover. Nu taler de voksne sammen. Nu skal jeg forholde mig til dem begge igen.”

Det kan lyde som små ting. Men hvis man har svært ved overgange, omstilling, social aflæsning eller hurtigt at flytte sin opmærksomhed fra én relation til en anden, kan mange mennesker betyde mange små skift hele tiden.

Én voksen og ét barn er på den måde en langt mindre kompleks social situation. Der er én at orientere sig imod. Ét menneske at aflæse. Ét sted hjælpen kommer fra. Og det er faktisk også noget, vi forsøger at tage højde for, når vi er sammen alle sammen.

Hos os har løsningen ofte været mindre familietid

Når vi tager af sted sammen, er det så vidt muligt tydeligt, hvem der hjælper hvem, hvem barnet skal orientere sig mod, og hvem der sætter rammen og træffer de nødvendige beslutninger sammen med barnet. Det reducerer antallet af skift.

Barnet behøver ikke hele tiden finde ud af, om det er mor eller far, der tager over nu. Og vi voksne behøver ikke midt i en presset situation stå og forhandle om, hvem der gør hvad. Det giver en tydeligere relationel ramme i noget, der ellers hurtigt kan blive komplekst.

Alt det betyder, at vi har færre timer sammen som samlet familie, end jeg havde forestillet mig, da jeg fik børn.

Og det er et tab.

Jeg har ikke lyst til at lave den der efterrationalisering, hvor alt det, man har været nødt til at opgive, pludselig skal fremstilles som en gave. Der er ting, jeg ville ønske, vi kunne. Der er ture, ferier, måltider og helt almindelige søndage, som jeg engang havde et andet billede af. Jeg kan godt være ked af, at vores familieliv på nogle områder ser sådan ud.

Samtidig kan jeg se, hvad alternativet koster. For mange timers familietid er ikke nødvendigvis værdifuld familietid, hvis timerne består af stress, konflikter, irettesættelser og børn, der hver især oplever, at de enten er forkerte eller bliver udsat for noget, de ikke kan holde til.

Og hjemme hos os har mindre samvær faktisk været med til at give plads til bedre samvær. Vi oplever efterhånden mere af den fællestid, jeg gerne vil have. Ikke nødvendigvis mere målt i timer. Men bedre.

Opdelingen giver også noget andet

Der er en anden side af det, som er blevet tydeligere for mig med tiden. Når vi deler os, får begge vores børn meget tid alene med en voksen.

For et barn med store sociale, kognitive eller reguleringsmæssige vanskeligheder betyder det mange timer sammen med et modent menneske, der kan være fleksibelt, aflæse, kompensere og hjælpe med at få verden til at hænge sammen. Og for et barn, der bruger meget energi på at orientere sig mellem mennesker, kan der også ligge en ro i bare at vide: “Det er dig og mig lige nu.”

Det kan være enormt værdifuldt. Men det andet barn får også noget. Hun får tid, hvor hendes dag ikke skal organiseres omkring sin søskendes behov. Hvor hendes tempo kan være tempoet. Hvor hun kan vælge noget, som den anden ikke ville kunne holde ud. Hvor hun kan fylde. Hvor hun ikke behøver være den fleksible, bare fordi hun kan være det.

Det betyder meget for mig. For der ligger et vanskeligt retfærdighedsdilemma i familier, hvor børn har meget forskellige behov.

Den, der kan mest, må ikke altid være den, der skal mest

Jeg tror ikke på, at retfærdighed kræver ens regler, ens krav eller lige meget voksenhjælp. Nogle børn har brug for meget mere hjælp end andre. Sådan kan virkeligheden ganske enkelt være.

Men der er en faldgrube. For barnet med mest kapacitet kan meget let blive det barn, vi forventer mest af. “Du kan jo godt forstå, hvorfor din bror har brug for det.” “Kan du ikke lige vente?” “Lad ham nu få den.” “Du ved jo godt, at hun ikke kan gøre for det.”

Og måske kan barnet godt forstå det. Men det betyder ikke, at barnet altid skal betale prisen for det.

Søskende til børn med særlige behov har også grænser. De har også brug for beskyttelse. De har også ret til at være urimelige, trætte, jaloux og have dage, hvor de ikke har lyst til at forstå noget som helst.

Og de behøver ikke få al deres træning i kompromiser, turtagning og fleksibilitet hjemme i relationen til deres søskende. Mange får rigeligt med den slags erfaringer i børnehaven, skolen, fritidslivet og blandt venner. Hjemmet må også godt være et sted, hvor man nogle gange får lov til bare at være.

Energi. Tryghed. Værdighed.

Jeg har ikke en model, der løser det her. Og jeg ville være meget ked af, hvis nogen læste vores families måde at gøre det på som en anbefaling om, at familier med børn med særlige behov bør dele sig. Det kan man ikke konkludere.

Nogle familier har kun én voksen til rådighed. Nogle har flere børn. Nogle har praktiske eller økonomiske vilkår, der gør det umuligt. Og i nogle familier er meget fælles familietid så vigtig en værdi, at man hellere vil lede efter andre måder at tilpasse den på.

Der findes heller ikke nødvendigvis en ideel løsning. Nogle gange vælger vi mellem løsninger, der alle sammen koster noget.

Men når behovene kolliderer, synes jeg, tre ting er hjælpsomme at holde øje med: Energi. Tryghed. Værdighed.

Hvad koster det her børnene? Kan de være trygge i det – også emotionelt og relationelt? Og kan begge børn komme igennem situationen med deres værdighed nogenlunde intakt?

For hvis det ene barn igen og igen bliver overbelastet af sin søskende, mens det andet igen og igen bliver barnet, der larmer, forstyrrer, ødelægger eller skal korrigeres, er det svært at se, hvem den fælles familietid egentlig gavner.

Og hvis et barn samtidig bruger en stor del af tiden på at holde øje med, hvor forælderen er, hvem der får opmærksomheden, hvad søskenden gør, eller hvem barnet nu skal orientere sig imod, er det værd at spørge, hvor meget hvile der egentlig er tilbage i det familieliv, vi forsøger at skabe.

Nogle gange kan det mest omsorgsfulde derfor være at sige: “I behøver faktisk ikke være sammen lige nu. Vi voksne passer på jer begge to.”

Og måske kan dét også være en måde at passe på muligheden for, at børnene med tiden får mere lyst til hinanden.

For mindre samvær er ikke nødvendigvis mindre relation. Nogle gange kan mindre samvær være en vej til bedre samvær.