Hvad et særligt krævende forældreskab kan gøre ved os?

At være forælder til et barn med ADHD, autisme eller andre omfattende særlige behov kan gøre mere end at kræve ekstra tid, omsorg og praktisk arbejde. Det kan ramme lige ind i vores egne ømme punkter, udfordre værdier og forestillinger, vi har båret med os hele livet, ændre den familie, vi troede, vi skulle være, og sætte både parforhold og vores egen kapacitet under et stort pres.

Denne artikel handler om noget af det, der kan være svært at tale om: konfliktskyhed, kontrol, behovet for frihed, oplevelsen af uretfærdighed, afmagt, tab, vrede og de sider af os selv, vi måske helst ville være fri for at møde. Og om betydningen af at kunne skelne mellem det, vi har brug for at udvikle i os selv, det, vi har brug for at forstå på nye måder, og den belastning, som ganske enkelt kræver mere hjælp og støtte omkring familien.

Vi har alle sammen sider af os selv, som vi ikke er særlig stolte af. Sider, vi måske ligefrem helst vil tage afstand fra. Vi kan være egoistiske, konfliktsky, kontrollerende, urimelige eller misundelige. Vi kan have langt mindre lyst til at tilsidesætte vores egne behov, end vi synes, et godt menneske burde have. Vi kan have brug for at blive set, værdsat og behandlet ordentligt, og vi kan blive vrede, når vi giver meget og oplever at få meget lidt tilbage.

Det er en del af det at være menneske. For de fleste af os findes der samtidig mange steder i livet, hvor vi kan indrette os, kompensere og beskytte os selv, så de sider ikke hele tiden bliver aktiveret. Vi vælger i nogen grad vores venner og vores partner. Vi kan gå hjem, lade en konflikt ligge til i morgen, skifte arbejde, lukke døren eller være alene en aften. Vi kan trække os fra mennesker, der behandler os dårligt, og søge hen mod relationer, hvor vi føler os godt tilpas.

Også i et mere almindeligt forældreskab kan der være en del, som familien kan kompensere for. Et forholdsvis fleksibelt barn kan tåle vores fejl, indgå kompromiser, søge os igen efter konflikter og gradvist klare mere og mere selv. Med årene kommer der for de fleste også mere luft og frihed tilbage.

Et familieliv med et barn med ADHD, autisme eller andre omfattende særlige behov kan ændre på det. Det kan ramme vores ømme punkter igen og igen, udfordre de værdier og forestillinger om familieliv, vi selv er vokset op med, slide på parforholdet og over tid presse vores kapacitet så meget, at vi heller ikke altid kan være den udgave af os selv, vi gerne vil være.

Man kan ikke vælge relationen fra eller altid gå væk fra konflikten. Den pause, man har brug for, er måske ikke tilgængelig. Man kan gøre sig umådeligt umage uden at kunne se, at noget bliver bedre, og man kan blive nødt til at stå i situationer igen og igen, som rammer lige ind i det, man selv har allersværest ved.

Det er en del af belastningen ved at være forælder til nogle børn med særlige behov, som jeg synes, vi taler for lidt om. Mængden af opgaver betyder selvfølgelig meget, og det gør også en forskel, hvor de rammer os.

Når det rammer vores egne ømme punkter

Hvis man er konfliktsky, kan man komme ganske langt ved at vælge sine kampe, søge mennesker, man harmonerer godt med, og glide af på de konflikter, der ikke er vigtige nok til at tage. Så står man måske pludselig i et familieliv, hvor man flere gange om dagen skal kunne holde til et andet menneskes meget kraftige utilfredshed. Barnet vil noget, som ikke kan lade sig gøre. En søskende skal beskyttes. Noget skal slutte. Man kan ikke holde til mere, eller barnet kræver noget, man ganske enkelt ikke kan give. Hvis barnets frustration samtidig er voldsom, kan trangen til at få konflikten til at forsvinde blive meget stærk.

Det kan sagtens være rigtigt at slippe et krav eller ændre planen. I andre situationer er det nødvendigt at blive stående. Hvis ens egen trang til at undgå konflikt gradvist begynder at bestemme, hvad resten af familien kan og ikke kan, bliver man konfronteret med sin konfliktskyhed på en måde, man måske aldrig tidligere har været.

Et stort behov for frihed og alenetid kan blive ramt på en anden måde. Nogle mennesker har brug for at kunne fordybe sig i egne interesser, se venner, arbejde, træne, gå en tur eller bare have nogle timer, hvor ingen har brug for noget. For nogle er alenetid samtidig en af de vigtigste måder at lade op på. Når man får børn, bliver den frihed naturligt mindre i en periode, og i mange familier kommer noget af den gradvist tilbage.

Det er ikke sikkert, den gør det i samme grad, når et barn har omfattende behov. Barnet kan måske kun være sammen med ganske få mennesker. En almindelig babysitter er ikke en mulighed. Ens partner kan måske ikke bare tage over. Fritidsinteressen bliver aflyst igen, fordi barnet ikke kunne klare skiftet, og en weekend væk kan være helt urealistisk. I nogle familier kan det være svært overhovedet at få en time alene. For et menneske, der altid har restitueret gennem frihed og alenetid, kan det ramme meget dybt. Man mister adgang til en af sine vigtigste måder at komme tilbage til sig selv på.

Retfærdighed er et andet sted, man kan blive ramt. Måske har man en stærk fornemmelse af, at mennesker skal yde efter evne, at regler skal give mening, at ingen skal have lov til at behandle andre dårligt, og at der gerne må være en vis sammenhæng mellem det, man giver, og det, man får. Så står man med to børn, hvor det ene skal rydde op, vente på tur og acceptere et nej, mens det andet får hjælp, særordninger og langt mere af forældrenes tid. Eller man bruger hele dagen på at tage hensyn til ét barn og bliver mødt af en voldsom reaktion på den ene ting, man ikke kunne give.

Det kan føles dybt urimeligt, også når man forstår baggrunden. Samtidig skal søskende fortsat beskyttes, og forældrene har også grænser. Retfærdighed bliver derfor et langt mere komplekst regnestykke, hvor behov, kapacitet, ansvar og beskyttelse sjældent kan fordeles ligeligt.

For andre er det sammenhængen mellem indsats og resultat, der bliver udfordret. De fleste af os har en naturlig forventning om, at det gør en forskel, når vi gør os umage, lærer mere, søger hjælp og ændrer det, der ikke fungerer. Så kan man få et barn, hvor man gør sig helt umådeligt umage uden at få det resultat, man forventede. Man forbereder overgangen så godt, man kan, og barnet bryder alligevel sammen. Man omlægger hele familiens morgen for at hjælpe barnet i skole, og barnet kommer stadig ikke afsted. Man arbejder med relationen, sænker kravene, lærer om autisme og ADHD og ændrer sin kommunikation, mens barnet fortsat har det rigtig svært.

Nogle gange er resultatet af en enorm indsats en ganske lille bevægelse. Andre gange kan man slet ikke se resultatet. Situationen kunne måske have været langt værre uden alt det, man gjorde, og det får man aldrig mulighed for at vide. Det kan være enormt krævende at blive ved med at investere omsorg og kræfter uden løbende at få bekræftelsen på, at det virker.

Et stort kontrolbehov kan på samme måde være relativt nemt at kompensere for, så længe livet nogenlunde lader sig kontrollere. Man planlægger, har rutiner og vil gerne vide, hvad der skal ske. Så får man et barn, der ikke sover, når det skal, ikke spiser, når man havde regnet med det, ikke kan komme ud ad døren eller pludselig ikke længere kan noget, det kunne i sidste uge. Det kan aktivere et voldsomt behov for at få styr på situationen, samtidig med at barnet måske tåler forsøg på styring meget dårligt. Man kan dermed ende med et meget stort ansvar for et liv, man kun i begrænset grad kan kontrollere.

Også vores måde at beskytte os selv relationelt på kan blive udfordret. Nogle mennesker har været gode til at forlade relationer, hvor de gentagne gange bliver nedgjort, afvist eller behandlet uværdigt. Det kan være en både sund og vigtig evne mellem voksne. Så får man et barn, der i belastning kan sige frygtelige ting, afvise én, slå eller virke fuldstændig ligeglad med ens følelser, måske ovenikøbet efter en dag, hvor man har givet næsten alt, hvad man havde.

Man må fortsat passe på sig selv, stoppe det, der skal stoppes, sætte grænser og beskytte andre mennesker. Samtidig bærer den voksne ansvaret for relationens kontinuitet. Det kræver en særlig kapacitet til at beskytte sin egen værdighed og samtidig bevare forbindelsen til barnet. Barnet må kunne mærke både grænsen og den grundlæggende erfaring af, at relationen stadig er der.

Afmagt kan være lige så konfronterende. Nogle af os reagerer på problemer ved at løse dem. Vi undersøger, læser, finder en anden fagperson, laver et nyt skema og prøver noget andet. Det er ofte en fantastisk egenskab, indtil man møder noget, der ikke kan løses lige nu. Barnet kan måske ikke komme i skole. Søskende kan næsten ikke være sammen. Ingen ved endnu helt, hvad der skal til. Her kan selve problemløsningen blive desperat, fordi følelsen af ikke at vide, hvordan man hjælper sit barn, er så svær at holde ud.

Og så er der gensidigheden. De fleste af vores voksenrelationer indeholder en eller anden form for gensidighed. Jeg interesserer mig for dig, og du interesserer dig for mig. Jeg gør noget godt for dig og mærker, at det betyder noget. Forældrerelationen er selvfølgelig asymmetrisk fra begyndelsen, men hos nogle børn bliver asymmetrien meget stor og varer meget længe. Man kan give enormt meget og få meget lidt synligt tilbage. Barnet bliver måske ikke glad for hjælpen, kan ikke tage imod trøsten eller råber efter mere, lige efter man har givet alt, hvad man havde. Det kan ramme noget dybt menneskeligt, fordi vi også som forældre har brug for at kunne mærke, at vi betyder noget.

Alt det, vi selv er blevet opdraget til

Vi tager mere end vores personlighed og ømme punkter med os ind i forældreskabet. Vi kommer også med et helt sæt forestillinger om, hvad et barn skal lære, hvad en familie er, og hvordan ordentlige mennesker er sammen. Mange af dem tænker vi knap nok over.

Man siger tak, hilser ordentligt og hjælper til. Man tager hensyn og går nogle gange på kompromis for fællesskabets skyld. Man kan ikke altid få sin vilje, og man skal passe på ikke at være egoistisk. Nogle gange må man tage sig sammen. En vigtig del af det at vokse op er gradvist at kunne klare mere og mere selv.

Det er værdier, som for mange mennesker giver rigtig god mening, og flere af dem kan være værdifulde ting at ønske at give videre til sine børn. Med et barn med særlige behov kan vejen til dem bare se meget anderledes ud.

Barnet kan måske ikke holde ud at sidde med ved bordet, selvom det betyder meget for resten af familien. Det får måske ikke sagt tak for gaven, selvom det stadig kan være vigtigt at udvikle en forståelse for andre menneskers venlighed og generøsitet. Et stort barn kan have brug for hjælp længe efter den alder, hvor man selv lærte, at man burde kunne klare sig selv. Et andet barn har måske brug for at blive bedre til at mærke sine egne grænser efter i årevis at have brugt enorme kræfter på at tilpasse sig.

Det kan ramme vores værdier meget direkte. Hvis man selv er opdraget med, at man selvfølgelig tager med til mormors fødselsdag, kan det være svært at acceptere, at ens barn ikke kan. Hvis selvstændighed altid har været forbundet med sund udvikling, kan det vække noget stærkt at have et stort barn, der fortsat har brug for hjælp til ting, man selv klarede langt tidligere. Hvis fællesskab i ens familie altid har betydet, at alle giver lidt afkald på sig selv, kan det være svært at stå med et barn, der igen og igen har brug for, at fællesskabet bøjer sig.

Resten af familien kan samtidig bære på præcis de samme forestillinger. Bedsteforældre og andre omkring familien ser måske et barn, der ikke siger tak, får særregler, forlader selskabet før de andre eller stadig får meget hjælp. De kan opleve forældrene som eftergivende dér, hvor forældrene selv forsøger at tage barnets faktiske kapacitet alvorligt.

Så kan man som forælder komme til at stå i en mærkelig mellemposition, hvor man forsvarer sit barn over for mennesker og værdier, man stadig selv føler loyalitet overfor. Samtidig skal man finde ud af, hvad man faktisk ønsker at holde fast i.

Her kan det være hjælpsomt at skille værdien fra den bestemte adfærd, man har lært at forbinde med den. Taknemmelighed kan komme til udtryk på andre måder end et pænt tak på kommando. Hensyn kan rumme, at mennesker har forskellige grænser. Fællesskab kan have flere former for deltagelse. Ansvar kan udvikles, mens barnet fortsat får hjælp, og selvstændighed kan forstås bredere end at have mindst muligt brug for andre.

Hvem troede vi egentlig, vi skulle være som familie?

Endnu dybere kan der ligge en forestilling om, hvem vi er som familie. Måske er vi sådan nogle, der spiser sammen, møder op til hinandens fødselsdage, hjælper hinanden, taler ordentligt, lægger skærmene væk, når vi er sammen, og altid har døren åben for gæster.

Det kan være forestillinger, vi aldrig har sagt højt, fordi vi ikke engang har opdaget, at vi havde dem. De ligger bare som en selvfølgelig fortælling om, hvad vores familie er.

Så kommer der et barn, som ikke kan være i den fortælling. Barnet kan måske ikke sidde med ved bordet. Fødselsdage bliver så belastende, at familien må dele sig. Skærmen er måske det, der gør det muligt overhovedet at være i samme rum som de andre. Spontane gæster fungerer ikke. Et stort barn har fortsat brug for hjælp til bad, mad, søvn eller til at kunne være alene.

Det kan opleves som et tab af noget langt større end de enkelte aktiviteter. Søndagsmiddagen hos ens forældre var måske en del af ens oplevelse af familie. Man havde glædet sig til skiferier, juleaftener, fælles måltider, børnenes fritidsaktiviteter eller bare til den alder, hvor noget af friheden ville vende tilbage.

Det kan også skabe konflikter mellem de voksne. En nødvendig tilpasning til barnet kan for den ene opleves som omsorg og for den anden som endnu et stykke af familiens liv, der forsvinder. Den ene kan opleve, at barnet ikke kan holde til juleaften hos bedsteforældrene, mens den anden mærker sorgen ved tanken om måske ikke længere at kunne holde jul med sin familie. Begge oplevelser kan eksistere samtidig.

Nogle af de konflikter, der tilsyneladende handler om skærmtid, juleaften, en konfirmation eller fælles måltider, kan derfor rumme noget meget større. De voksne kan være i gang med at forsøge at bevare hver deres forestilling om, hvad en familie skal kunne være.

For nogle familier bliver opgaven med tiden at skabe en bredere fortælling om sig selv, hvor fællesskab kan eksistere, selvom alle ikke altid er i samme rum, hvor deltagelse kan se forskellig ud, hvor hjælp kan være en del af udviklingen, og hvor traditioner kan ændre form uden at miste deres betydning. Familien skal stadig kunne have værdier, traditioner og en oplevelse af et fælles “vi”, samtidig med at det barn, man faktisk har, skal kunne høre til i det.

Når parforholdet også mister noget af det, der skulle bære familien

Midt i alt dette står der ofte også et parforhold, som vi let kommer til at tage for givet som familiens fundament. To voksne, der kan støtte hinanden, tale om det svære, aflaste hinanden og finde tilbage til hinanden, når familielivet har været hårdt. Den mulighed er ikke nødvendigvis til rådighed i en familie med meget omfattende omsorgsbehov.

Når et barn har brug for én voksen det meste af tiden, eller flere børn har behov, der gør, at familien ofte må dele sig, kan de voksne komme til at leve parallelt. Den ene tager ét barn, den anden tager det andet. Den ene overtager, når den anden ikke kan mere. Praktiske beskeder bliver udvekslet i døren, og den sparsomme tid uden børn bliver brugt på vasketøj, mails til skolen, ansøgninger til kommunen og koordinering af næste dag.

Det kan langsomt gøre parforholdet til et praktisk arbejdsfællesskab. Der bliver mindre plads til at være kærester, til samtaler, der ikke handler om børn, til at gå ud sammen, ligge i sofaen, grine, være spontane eller opleve noget sammen. Og der kan blive meget lidt plads til sex.

Sex kræver for mange en form for overskud, privatliv og mulighed for at skifte fra omsorgsberedskab til noget helt andet. Det kan være svært, når et barn sover uroligt, kan komme ind når som helst, kun kan falde i søvn med en forælder ved siden af sig, eller når begge voksne efter en lang dag ganske enkelt er færdige. Hvis man hele dagen har været berørt, kaldt på og haft et andet menneskes behov tæt på kroppen, kan ønsket om mere fysisk kontakt også være meget langt væk.

Det kan let blive forstået som et problem mellem de to voksne, selvom de vilkår, parforholdet eksisterer under, kan være en stor del af forklaringen. Der mangler måske tid, privatliv, restitution og mulighed for overhovedet at komme i kontakt med de sider af sig selv, der tidligere fandtes i relationen.

Samtidig kan de to voksne blive ramt meget forskelligt af familielivet. Den ene har måske brug for at tale om det, mens den anden har brug for fred. Den ene bliver mere eftergivende over for barnet, når belastningen stiger, mens den anden får større behov for struktur og grænser. Den ene sørger over det familieliv, der forsvandt, mens den anden forsøger at få hverdagen til at fungere og næsten ikke kan holde ud at tale mere om problemerne. Forskelle, som et par under andre omstændigheder måske havde haft overskud til at være nysgerrige på, kan dermed blive endnu en belastning.

Det har betydning for selve forældreskabet. Nogle af de sværeste oplevelser med vores børn har vi brug for at kunne bearbejde sammen med den anden forælder. Vi har brug for et sted at lægge afmagten, vreden, sorgen og tvivlen og langsomt finde en fælles forståelse af, hvad der skete, og hvad barnet har brug for fra os næste gang.

Hvis parforholdet allerede er reduceret til drift, kan den mulighed være svækket. Man står måske hver især med sin egen oplevelse af barnet og sin egen forklaring på, hvad der gik galt, og samtalen finder først sted, når man allerede er uenig om, hvad man skal gøre. Barnets store behov efterlader mindre plads til parforholdet, og et parforhold med meget få ressourcer efterlader de voksne med mindre mulighed for at bære barnets behov sammen.

For nogle bliver en del af sorgen derfor også tabet af den relation, de havde med hinanden. Man kan stadig elske hinanden og samtidig savne sit parforhold, sex, at blive set som kæreste frem for medforælder, at kunne tale færdigt og at være to mennesker med et fælles liv, der også indeholder noget andet end omsorg og logistik.

Forskningen om skilsmisse blandt forældre til børn med omfattende særlige behov giver ikke ét enkelt billede, og risikoen ser heller ikke ens ud på tværs af grupper og studier. Der er dog undersøgelser, der finder en øget risiko for samlivsophør blandt nogle grupper af forældre til børn med handicap, kronisk sygdom eller autisme. Det er samtidig vigtigt at huske, at et parforhold består af langt mere end barnets vanskeligheder. Mange års søvnmangel, begrænset frihed, økonomisk pres, bekymring, meget lidt tid sammen og vedvarende uenighed om, hvordan familiens forskellige behov skal balanceres, kan lægge et voldsomt pres på en relation.

Nogle forældre bliver også sammen længere, end de ellers ville have gjort, fordi det praktisk kan virke næsten umuligt at gå fra hinanden. Hvordan skal barnet kunne bo to steder, hvis overgange i forvejen er meget svære? Hvem kan have barnet alene? Hvad sker der med søskende? Hvordan får man arbejde, aflastning, skoletransport og alle de øvrige brikker til at hænge sammen i to hjem? Et parforhold kan derfor i nogle familier fortsætte som et praktisk forældrefællesskab længe efter, at kæresteforholdet næsten er forsvundet.

Det kan selvfølgelig også præge stemningen i familien. Børn lever i de praktiske rammer omkring dem og samtidig i blikkene mellem de voksne, irritationen, tavsheden, varmen eller manglen på den og den måde, familiemedlemmerne bevæger sig omkring hinanden på. Et hjem kan fungere logistisk og samtidig være præget af, at de voksne er blevet meget langt væk fra hinanden.

Midt i det kan der opstå noget, som kan være svært overhovedet at indrømme: vrede eller bitterhed rettet mod barnet. Man kan elske sit barn dybt og samtidig mærke sorgen over, at så meget af det liv, man havde forestillet sig, er forsvundet. Parforholdet, sexlivet, ferierne, spontaniteten, søskendenes muligheder, arbejdet, økonomien, vennerne eller forestillingen om, hvordan familielivet skulle føles. Når barnets behov igen bliver den konkrete anledning til, at noget må aflyses, deles op eller opgives, kan sorgen og frustrationen let komme til at hæfte sig på barnet.

Det kan være en meget skamfuld følelse for en forælder, og den fortjener at blive taget alvorligt. Når der ikke er plads til at erkende den, kan den alligevel vise sig som irritation, hårdhed, afstand eller en oplevelse af, at barnet endnu en gang ødelægger noget for resten af familien. Her kan der være brug for hjælp til at skille barnet fra de vilkår, familien lever under, og til at give sorgen over alt det, man havde håbet på og savner, et sted at være.

En skilsmisse løser heller ikke nødvendigvis de svære uenigheder i forældreskabet. Nogle par går netop fra hinanden efter lang tids uenighed om, hvad barnet har brug for, hvor meget familien skal tilpasse sig, hvor grænsen går, og hvad der samtidig er rimeligt for søskende og voksne. De spørgsmål følger med videre ind i et skilsmisseforældreskab.

Her skal forældrene skabe sammenhæng omkring et barn på tværs af to husholdninger, samtidig med at den relation, der tidligere gjorde det muligt at forhandle forskellene, kan være meget belastet eller brudt sammen. Den ene kan fortsat opleve, at barnet har brug for langt større tilpasning og beskyttelse, mens den anden oplever, at barnet har brug for tydeligere krav, mere selvstændighed eller større hensyn til resten af familien. Hvis barnet samtidig har svært ved skift, forskellige regler, uforudsigelighed eller separation, kan et skilsmisseforældreskab blive en meget krævende konstruktion.

Parforholdet kan derfor ikke forventes at fungere som et uudtømmeligt fundament under et krævende familieliv. Det består også af to mennesker, der bliver påvirket af de samme vilkår som resten af familien. Nogle gange har de voksne brug for hjælp til at få plads til hinanden igen. Andre gange er der først brug for hjælp omkring familien, så der overhovedet bliver tid, privatliv og kapacitet tilbage, som et parforhold kan eksistere i.

Den kapacitet, vi faktisk har til rådighed

Der er endnu et lag, som er vigtigt at holde adskilt fra både personlighed og værdier. Vores aktuelle kapacitet kan være meget forskellig fra den kapacitet, vi har under bedre betingelser.

Man kan godt vide, at ens barn har brug for ro og have meget lidt ro tilbage at give. Man kan forstå, hvorfor barnet reagerer, og alligevel mærke sin egen irritation eksplodere. Man kan ønske at være fleksibel og opleve, at endnu en ændring af dagens plan næsten ikke er til at bære. Et menneske med stor relationskapacitet kan nå et punkt, hvor det næsten ikke kan holde ud, at nogen taler til det eller rører ved det.

Langvarig belastning, søvnmangel, konstant beredskab, manglende pauser, bekymringer, konflikter og mange års uforudsigelighed påvirker den kapacitet, vi har til rådighed. Når den falder, kan det blive sværere at være fleksibel, regulere egne følelser, overskue komplekse situationer og bevare nysgerrigheden på, hvad der foregår i barnet, netop når situationen bliver svær.

Nogle forældre har fra begyndelsen et nervesystem eller en neurotype, der gør bestemte dele af opgaven mere krævende. Det ændrer ikke den grundlæggende pointe: Noget, der udefra kan ligne manglende rummelighed, tålmodighed eller relationskapacitet, kan hænge sammen med, at et menneskes tilgængelige kapacitet er blevet meget lille.

Et hul i vores aktuelle kapacitet er ikke nødvendigvis et hul i vores udvikling. Der kan være steder, hvor vi har brug for at arbejde med os selv, og der kan være steder, hvor vi har brug for søvn, alenetid, færre opgaver, aflastning eller andre voksne, der kan tage over. Nogle familieopgaver er ganske enkelt blevet for store til de mennesker, der står med dem.

Hvad kalder det på?

Forældreskab til et barn med særlige behov kan dermed konfrontere os på flere forskellige måder, og det er værd at forsøge at skelne mellem dem.

Nogle af de steder, vi bliver ramt, kalder på udvikling. Konfliktskyheden kan få så stor betydning for familien, at vi bliver nødt til at øve os i at kunne blive stående i barnets utilfredshed. Vores behov for kontrol kan komme til at gøre en allerede vanskelig situation sværere. Vi kan have brug for at udvikle evnen til at sætte en grænse og samtidig bevare forbindelsen til barnet.

Andre steder bliver vi konfronteret med forestillinger, vi har båret med os så længe, at de føles selvfølgelige. Her kan opgaven være at undersøge, hvad der egentlig betyder noget for os, hvilken værdi der ligger under den regel, vi forsøger at holde fast i, og hvilke andre former den værdi kan få, så barnet også kan være i den.

Nogle steder fortæller vores reaktioner os, at belastningen er blevet større end vores aktuelle kapacitet. Kronisk søvnmangel, mangel på alenetid og mange års konstant omsorgsberedskab kræver konkrete ændringer i de betingelser, familien lever under. Her kan det mest ansvarlige være at erkende behovet for hjælp, aflastning, færre krav eller flere mennesker omkring familien.

Ofte vil flere af tingene være sande samtidig. Jeg kan være presset langt ud over min kapacitet og samtidig opdage noget i mig selv, som jeg har brug for at arbejde med. Jeg kan have et helt legitimt behov for alenetid og samtidig være nødt til at undersøge, hvad der sker i mig, når mit barn kræver min tilgængelighed. Jeg kan være nødt til at beskytte mit barn mod omgivelsernes forventninger og samtidig opdage, at nogle af de samme forventninger stadig lever i mig selv.

Det er måske noget af det særlige ved dette forældreskab. Det kan bringe os tættere på sider af os selv, som vi helst ville slippe for at kende, på vores værdier og forestillinger om familie og på grænserne for, hvad vi faktisk kan holde til. Det kan også ændre relationerne omkring os og gøre synligt, hvor afhængige mennesker er af tid, restitution, støtte og andre mennesker for at kunne være den udgave af sig selv, de gerne vil være.

Når vi får øje på, hvad det konkret er, der bliver ramt, bliver det lettere at forstå, hvad der kan hjælpe. Nogle steder har vi brug for at udvikle noget i os selv. Nogle af vores gamle forestillinger har brug for at blive undersøgt og få nye former. Og nogle belastninger har vi brug for, at andre mennesker hjælper os med at bære.