Når det er vanskeligt at bevare sympatien for et barn, der har det svært. 

Jeg ved næsten ikke, hvordan jeg skal få mit budskab frem uden samtidig at risikere, at nogen oplever det som en bebrejdelse af alle de gange, hvor det IKKE lykkes at bevare sympatien med et barn, der har det svært. For selvfølgelig lykkes det ikke altid. Det gælder både hjemme, hvor man måske har stået i de samme krævende eller voldsomme situationer gennem måneder eller år uden egentlig at kunne træde ud af dem, og i dagtilbud, skole og andre professionelle sammenhænge, hvor man samtidig skal rumme andre børn, løse en faglig opgave og få en hverdag til at fungere inden for rammer, man ikke nødvendigvis selv har indflydelse på.

Når vi igen og igen forsøger at forstå, hjælpe og tilpasse og alligevel oplever, at vi rammer forkert, kan det gøre noget ved os. Det samme kan ske, når vores omsorg eller faglige indsats bliver afvist, når et barn råber ad os eller rammer os med ord og handlinger, eller når vi konstant må være opmærksomme på, hvordan barnets reaktioner påvirker søskende, klassekammerater eller andre børn. Nogle voksne står i den slags belastninger så længe, at kroppen efterhånden er begyndt at være på vagt, allerede inden noget sker.

Det er vigtigt for mig at begynde dér, fordi jeg ikke er interesseret i endnu en fortælling om, hvad voksne burde kunne rumme. Jeg er interesseret i, hvad der faktisk sker med os, når et barns måde at være sårbart på vækker vores utilstrækkelighed, irritation, afmagt, følelse af afvisning eller vores eget forsvar. Hvad sker der med forælderens blik på sit barn, når hverdagen igen og igen ender et helt andet sted, end man havde håbet? Hvad sker der med lærerens blik på eleven, som endnu en gang ikke kan være i undervisningen, eller pædagogens blik på barnet, der kræver så meget voksenopmærksomhed, at det kan føles, som om der bliver mindre tilbage til resten af gruppen? Og hvad betyder det for barnet, hvis det efterhånden kan mærke, at de voksne omkring det forventer noget svært, allerede når det kommer ind ad døren?

Skrøbelig som en blomst – eller som en bombe

Jeg har tænkt på, at børn nogle gange kan være skrøbelige som en blomst og andre gange som en bombe. Når jeg tænker på blomsten som skrøbelig, handler det om, at den selv kan gå i stykker. En stilk kan knække, bladene kan falde af, og hvis betingelserne omkring den bliver for barske, kan den visne. Den vækker derfor også umiddelbart noget i os, der handler om at passe på. Bombens skrøbelighed ser helt anderledes ud. Når den ikke længere kan holde til det, er det omgivelserne, der risikerer at gå i stykker.

Sådan kan børns sårbarhed også se meget forskellig ud. Nogle børn græder, mister modet, bliver usikre, ængstelige eller stille, når noget bliver for svært. Andre råber, smækker med døren, truer, slår, kaster med ting eller rammer os med ord, der gør ondt. Begge børn kan være overvældende og befinde sig langt uden for deres aktuelle kapacitet, men det ene barns udtryk fortæller os meget tydeligt, at her er noget, vi skal passe på. Det andet barns udtryk får os langt lettere til at opleve, at her er noget, vi selv eller andre skal passe på.

Det er selvfølgelig ikke to typer børn, og billederne skal heller ikke forstås som kategorier, børn kan placeres i. Det samme barn kan reagere meget forskelligt afhængigt af situationen, relationen, belastningen og den aktuelle kapacitet. Nogle børn ser dog ud til oftere at vende deres reaktioner indad, mens andre oftere sender dem ud i verden. I forskningen møder vi blandt andet begreberne internaliserende og eksternaliserende vanskeligheder, og både temperament, udvikling, erfaringer, belastning og reguleringskapacitet kan være dele af det billede. Det, jeg er særligt optaget af her, er, hvad de forskellige udtryk gør ved de voksne, der står omkring barnet, for barnets reaktion finder altid sted i en relationel sammenhæng.

Når man aldrig helt kan ramme rigtigt

Billedet af blomsten bliver for enkelt, hvis vi kun forestiller os det stille, grædende barn, som tager imod vores omsorg og umiddelbart vækker vores sympati. En blomst kan være sart på en måde, der kræver meget præcise betingelser for at kunne trives, og sådan kan det også opleves at være omkring nogle børn. Der skulle mindre lys til, og nu mangler der lys. Barnet havde brug for forberedelse, men denne gang blev selve forberedelsen for meget. Barnet ville gerne med, men da tidspunktet kom, kunne det alligevel ikke. Vi sænkede et krav, fordi barnet havde brug for det, og kort efter blev barnet ulykkeligt over ikke at være blevet inviteret til mere. Det, der hjalp i går, hjælper ikke nødvendigvis i dag, og det, barnet selv efterspørger, viser sig nogle gange ikke at være det, barnet kan være i, når det bliver virkelighed.

Det kan være enormt krævende at være den voksne, der hele tiden forsøger at aflæse, forstå og justere. Det gælder for forælderen, der måske har indrettet store dele af familiens liv efter barnets behov og alligevel oplever, at barnet fortsat ikke trives, og for den fagprofessionelle, der har forberedt, visualiseret, differentieret, tilbudt pauser og ændret planen og alligevel står med et barn, der ikke kan være i det. Når man oprigtigt gør sig umage og gentagne gange får erfaringen af, at det, man gør, ikke virker, kan det ramme oplevelsen af at kunne lykkes som forælder eller fagperson.

Efterhånden kan oplevelsen af utilstrækkelighed begynde at ændre vores blik på barnet. Barnets behov kan komme til at føles urimelige eller umættelige, og barnet selv kan langsomt komme til at fremstå krævende eller utaknemmeligt. Måske tænker forælderen, at hele familien efterhånden indretter sig, og at intet alligevel er nok. Måske tænker læreren, at der allerede er taget alle de hensyn, der overhovedet er mulige, og at barnet også må møde skolen et stykke af vejen.

Det synes jeg er vigtigt, fordi det viser, at det ikke kun er aggression, der kan udfordre vores adgang til sympati. Oplevelsen af aldrig at lykkes som den, der prøver at hjælpe, kan også gøre noget ved os. Utilstrækkelighed bliver ikke nødvendigvis ved med at føles som utilstrækkelighed. Den kan med tiden komme til udtryk som irritation, opgivenhed, kritik eller et stærkt behov for, at barnet nu også selv må tage noget ansvar for at få tingene til at fungere.

Når blomsten stikker

Der findes også børn, hvis skrøbelighed slet ikke ligner den blomst, vi umiddelbart får lyst til at tage forsigtigt mellem hænderne. Her kan tidslen være et billede at tænke med. Den er stadig levende og mulig at beskadige, men den beskytter sig med torne. På samme måde kan et barn være meget sårbart og samtidig vende sig væk, lukke af, afvise hjælp, svare hårdt eller stikke, når nogen forsøger at komme tættere på. Barnets udtryk fortæller måske snarere den voksne, at vedkommende skal holde sig væk, end at barnet har brug for omsorg.

Det kan også udfordre sympatien, fordi det gør noget ved mennesker igen og igen at få deres invitation til kontakt afvist. En forælder kan have forsøgt at trøste, spørge, tilbyde hjælp eller bare være tæt på og gang på gang være blevet skubbet væk. En lærer eller pædagog kan bruge lang tid på at forsøge at opbygge en relation til et barn, som tilsyneladende ikke ønsker den, og efterhånden mærke sin egen lyst til at forsøge igen blive mindre. Det er meget menneskeligt, hvis tanken på et tidspunkt bliver, at barnet jo selv må komme, hvis det vil noget.

Her synes jeg, at billedet af tidslen rummer noget vigtigt. Dens forsvar gør den ikke usårlig. Den kan stikke mig, når jeg kommer tæt på, men der er stadig en grundlæggende asymmetri mellem barnet og den voksne. Barnet kan gøre det svært for os at komme i nærheden af dets sårbarhed uden dermed at være mindre sårbart eller mindre afhængigt af de voksne omkring sig. Det gælder også det barn, der på overfladen ser ud til at klare sig bedst uden os.

Når skrøbeligheden rammer os

Med bomben sker der noget yderligere, fordi barnets måde at have det svært på kan gøre noget meget konkret ved omgivelserne. Vrede kan vække vrede, aggression kan vække alarm, og et barn, der råber ad os, truer os, ødelægger ting eller slår ud efter os eller andre, aktiverer selvfølgelig også vores eget nervesystem. Forælderen kan samtidig skulle beskytte en søskende, mens læreren eller pædagogen kan stå med ansvaret for en hel gruppe børn, der også bliver bange eller påvirkede.

Forskningen i voksnes reaktioner på børns følelser peger på, at forskellige følelsesudtryk kan fremkalde forskellige reaktioner hos os. Sorg ser generelt ud til lettere at fremkalde trøst og støtte end vrede, mens vrede oftere mødes med begrænsning og mindre støttende reaktioner. Der findes samtidig et interessant forskningsfelt omkring de forklaringer, vi voksne skaber på børns adfærd. Forskningen i blandt andet forældres attributioner peger på, at når vanskelig adfærd bliver forstået som intentionel, kontrollerbar eller fjendtligt motiveret, hænger det sammen med mere negative og hårdere reaktioner fra den voksne. Det er nærliggende også at være nysgerrig på lignende fortolkningsprocesser i professionelle relationer, hvor et barn eksempelvis kan blive forstået som én, der bevidst udfordrer autoriteten, ikke vil samarbejde eller forsøger at styre de voksne.

Der kan nemlig ske en vigtig forskydning i vores forståelse af barnet, når vi gennem længere tid står i voldsomme reaktioner. Oplevelsen af, at der sker noget med barnet, kan langsomt blive afløst af oplevelsen af, at barnet gør noget mod os. Barnet prøver at styre mig. Barnet ved præcis, hvilke knapper det skal trykke på. Barnet gør det for at få sin vilje eller er ligeglad med, hvad det gør ved de andre. Når vi oplever os selv som modparten i barnets kamp, bliver det naturligt sværere samtidig at bevare oplevelsen af at stå over for et barn, der har brug for hjælp.

Når det føles personligt

Det er forholdsvis enkelt at tale om, at adfærd er kommunikation, at et barn kan være overbelastet, og at vi skal forsøge at forstå det, der ligger bag adfærden. Det er langt vanskeligere at bevare den forståelse, når ens eget barn står tæt på og råber de ord, det ved gør mest ondt, eller når man som lærer endnu en gang står foran en klasse, mens en elev højlydt fortæller, at man er idiot og nægter at gøre det, man har bedt om. Den voksne er også et menneske i relationen og kan føle sig kritiseret, afvist, magtesløs, utilstrækkelig, kontrolleret eller angrebet. Hvis det sker ofte nok, kan kroppen begynde at forberede sig på det næste udbrud, længe før det kommer.

At bevare sympatien betyder heller ikke, at den voksne skal acceptere alt. Et slag skal måske stoppes, en søskende eller klassekammerat skal beskyttes, og nogle situationer kræver, at andre voksne overtager. Barnets sårbarhed ændrer ikke ved, at omgivelserne også skal være trygge. Det interessante for mig er, om den voksne, der er nødt til at stoppe barnet, stadig kan bevare en eller anden adgang til barnet inde bag det, der skal stoppes, og hvad der skal til omkring både barnet og den voksne for at gøre det muligt.

De øjne, barnet møder

Børn møder ikke kun vores metoder, vores pædagogik og de ord, vi vælger at bruge. De møder vores ansigter, stemmer, kroppe, forventninger og hele vores blik på dem. Det gælder hjemme ved morgenbordet og i døren, når barnet kommer hjem fra skole, og det gælder i garderoben, klasselokalet og på gangen, når læreren eller pædagogen ser barnet komme.

Hvis et barn gennem lang tid har haft det svært, kan de voksne omkring barnet blive meget dygtige til at være på forkant. Forældre scanner måske allerede om morgenen efter tegn på, hvordan dagen bliver, mens fagprofessionelle overvejer krav, overgange, placering i rummet, støj, pauser, relationer til de andre børn og alle de faktorer, der måske kan få dagen til at hænge sammen. Alt dette kan være både nødvendigt og dybt omsorgsfuldt. Samtidig kan et barn være omgivet af voksne, der gør utrolig meget for barnet, og få færre erfaringer med voksne, der simpelthen nyder barnet.

Det er her, jeg bliver optaget af nogle spørgsmål, som ikke handler om pædagogiske strategier. Lyser den voksne op, når barnet kommer? Kan barnet mærke, at nogen er glade for, at lige præcis det er her? Oplever barnet sig ønsket i den voksnes selskab, og ved det, at der er noget ved det, den voksne oprigtigt nyder, også på de dage hvor relationen kræver meget?

For nogle børn kan erfaringen måske efterhånden blive en anden. De kan mærke forælderens anspændthed, allerede når de kommer ind i køkkenet, eller se det lille skift i lærerens ansigt, når de træder ind i klassen. Måske møder de voksne, der allerede er blevet briefet om, at de skal være særligt opmærksomme på netop dette barn. Information mellem fagprofessionelle kan være både nødvendig og ansvarlig, men fortællinger om børn kan også få deres eget liv. Hvis barnet igen og igen bliver omtalt gennem det, der er svært, kan nye voksne komme til at møde barnet med en forventning om problemer, før de selv har nået at få erfaringer med, hvem barnet ellers er.

På tværs af hjem, skole og dagtilbud synes jeg derfor, vi skal turde interessere os for, hvordan det er at være barnet i de voksnes øjne. For måske kan der over tid vokse et spørgsmål frem, som er langt mere grundlæggende end spørgsmålet om, hvorvidt de voksne kan håndtere barnets adfærd: Er jeg et barn, der helst skal overstås eller undgås?

De voksne skal også kunne holde til det

Det spørgsmål skal ikke bruges som en kølle mod en i forvejen udmattet forælder, lærer eller pædagog. Tværtimod fortæller det os noget om, hvorfor vi også er nødt til at interessere os for betingelserne omkring de voksne. Sympati er ikke bare et spørgsmål om gode intentioner. Adgangen til den påvirkes også af belastning.

Forælderen kan have levet med afbrudt søvn, søskendekonflikter, bekymring, konstant tilpasning og meget lidt mulighed for selv at træde ud af situationen gennem flere år. Den fagprofessionelle kan stå med en opgave, der kræver mere tid, flere hænder eller mere specialiseret viden, end de organisatoriske rammer giver mulighed for, samtidig med at der sidder 20 andre børn, som vedkommende også har et ansvar for. Det er forskellige positioner og forskellige belastninger, men ingen af dem kan reduceres til et spørgsmål om, hvorvidt den enkelte voksne er rummelig nok.

Hvis en lærer eller pædagog efterhånden mærker irritation, allerede når et bestemt barn kommer ind ad døren, må vi derfor også spørge til bemanding, støtte, viden, supervision og muligheden for at blive afløst. Har den voksne stået alene med en opgave, der reelt kræver flere mennesker? Er der et kollegialt rum, hvor man kan sige højt, at sympatien er blevet svær at finde, uden at blive betragtet som en dårlig fagperson? Og hjælper kulturen omkring barnet de voksne med at blive ved med at være nysgerrige, eller forstærker de hinandens fortælling om barnet som den, der altid ødelægger, nægter eller skaber problemer?

På samme måde giver det meget lidt mening at bede en forælder, der efter flere års massiv belastning har svært ved at finde glæden ved samværet, om blot at arbejde med sit blik på barnet. Måske fortæller det blik også noget om, hvor længe familien har stået med en opgave, som ingen mennesker burde stå alene med. Hvis vi ønsker voksne, der kan bevare varme, nysgerrighed og sympati med børn under stor belastning, er vi også nødt til at skabe betingelser, hvor de voksne selv kan holde til at være i relationen.

Hvem er barnet blevet i mine øjne?

Jeg tror derfor heller ikke, at et realistisk mål er, at vi altid skal kunne bevare sympatien. Der vil være øjeblikke, hvor vi bliver vrede, irriterede, sårede eller trætte, hvor vi tager noget personligt, får lyst til at gå væk eller mest kan få øje på den adfærd, der lige nu gør vores eget arbejde eller familieliv svært. Det interessante er også, hvad der sker over tid, og om vi opdager, når vores blik på barnet begynder at forandre sig.

Måske har vi brug for andre voksne, der kan hjælpe os med at få øje på barnet igen, når vi selv er blevet for slidte. For forælderen kan det være mennesker, der reelt aflaster og tager del i ansvaret, og for den fagprofessionelle kan det være kolleger, ledelse, supervision og rammer, hvor man ikke bliver efterladt alene med en opgave, man ikke har mulighed for at lykkes med. Nogle gange er det mest omsorgsfulde, vi kan gøre for relationen mellem et barn og en voksen, måske at sørge for, at den voksne ikke skal bære så meget alene.

Et spørgsmål, jeg derfor synes er værd at vende tilbage til, både som forælder og som fagprofessionel, er: Hvem er barnet blevet i mine øjne? Er det blevet barnet, der aldrig kan tåle noget, barnet der aldrig bliver tilfreds, barnet der ikke vil have min hjælp, barnet der manipulerer, barnet der ødelægger stemningen eller undervisningen, eller barnet jeg hele tiden skal passe de andre imod? Og hvor meget plads er der stadig til alle de andre sider af barnet, når én bestemt del af relationen gennem lang tid har krævet næsten al vores opmærksomhed?

Et barn kan være skrøbeligt som en blomst, der kræver helt særlige betingelser for at kunne trives. Det kan ligne tidslen, der beskytter sin sårbarhed med torne og gør det svært at komme tæt på. Og nogle gange kan skrøbeligheden være som en bombe, der sender splinter ud i omgivelserne og gør det nødvendigt for os at beskytte både os selv og andre. Ingen af billederne fortæller hele historien om et barn, og deres vigtigste funktion er heller ikke at fortælle os, hvilken slags barn vi står overfor. De kan måske hjælpe os med at opdage, hvad forskellige former for sårbarhed vækker i os, og hvilke former der gør det særligt vanskeligt at bevare sympatien og fortsat se mennesket inde bag det, der er svært.

For barnet har brug for voksne, der kan passe på det. Og nogle gange har de voksne brug for, at nogen passer på dem, så der fortsat kan være øjeblikke, hvor barnet ser op og møder et ansigt, der ikke scanner, vurderer eller forbereder sig på det næste, men ganske enkelt lyser op ved synet af lige præcis det barn.